Nokkefår er et glemt dansk udtryk, der fint indrammer mit forhold til teknik. Et eller andet sted er jeg en sucker for avanceret teknologi – jeg vil så gerne være en teknonørd, men jeg er ganske simpel for dum til at blive det sådan helt rigtigt.
Jeg kan til nød installere en database og en række skabeloner, men så stopper legen også – for når jeg skal tilpasse, så går der ged i lortet og af og til forstår jeg ikke 10% af alle de smarte features and functionalities, der følger med. Jeg kan slet ikke gennemskue alle forkortelserne eller se de store fremtidsperspektiver i hver eneste lille landevinding, der sker rent teknologisk. Faktisk er jeg ikke engang nået til det stadie, hvor jeg kan skrive en sms med én hånd.
Jeg kan finde ud af at købe et bluetooth headset til min mobiltelefon, men kan jeg finde ud af at få dem til at snakke sammen? Så nu ligger det på mit skrivebord og glor til hinanden som et inaktivt blinkende monument over mine manglende evner. (Det samme med min pda for den sags skyld).
Jeg tror ikke, det er et pige-gen, jeg tror, det er et Charlotte-gen – at hun for resten af livet skal have en ulykkelig kærlighed for alt det teknisk smarte, men som en anden outsider må nøjes med at stå udenfor og banke længselsfuldt på ruden.
Og jeg, der så gerne ville mo-bloggeficere, wikificere, streamificere og alt det andet der er hipt, smart, demokratisk og ikke mindst sjovt – det må vente til jeg har fået banket tilstrækkeligt viden med syvtommersøm ind i mit lillebitte hoved. Indtil da må blogger, smartlog og alt det andet række – jeg kan det i det mindste finde ud af at bruge det – for det meste – tror jeg nok.