Årsagen til jeg ikke blogger så voldsomt for tiden, er at jeg er inde i en tankerække, som populært kaldes en midtvejskrise. Sådan en af de rigtig lede a la, nu skal Charlotte ”eddermame” tage sig sammen og presse rektalmusklen sammen, hvis hun skal nå at redde resten af sit liv.
Jeg fylder 40 om små 3 år og det synes nu ikke så frygteligt, men 40 er midtvejs på livets bane og fra nu af er tiden til at ændre ting eller dårlige vaner ikke så voldsom stor. Så ergo har jeg gået rundt og funderet det sidste halve år, om jeg nu også er tilfreds med mit liv og om jeg vitterligt har nået de ting, jeg ville nå – sådan midtvejs på livets bane?
Det handler ikke, om jeg er lykkelig eller ulykkelig, det handler om – er jeg tilfreds med de valg, jeg har taget og skal jeg tage nogle andre resten af mit liv. Hvad skal strategien være for opstarten på den sidste halvdel af mit liv?
For ikke at få kuk i kysen har jeg delt mit liv ind i temaer, så der spekuleres i spørgsmålsgrupperinger a la:
Kærlighed
– Sidder jeg i det rigtige parforhold? Se her er det, de fleste ville mene, at hvis jeg ikke skreg et klart og rungende ”ja”, så sad jeg i det forkerte forhold. Jeg kan ikke fremsige det entydige ”ja”, jeg ved bare, at jeg er ikke nem at leve sammen med, så under de omstændigheder er jeg ganske godt tilfreds – men jeg føler mig af og til en smule træt og brugt – nostalgien mod ensomheden kan til tider kaste ekko i mit baghoved. Jeg tror ikke min situation er så forskellig som fra rigtigt mange andre – faktisk tror jeg, det notorisk lykkelige parforhold er de færreste undt – men jeg kan da godt blive usikker på den overbevisning. Jeg tror rigtigt meget på, at kærligheden handler om, at nyforelskelsen erstattes af det gode solide praktiske mach – og så må man arbejde med resten. Næsten som i et fornuftsægteskab – for græsset er ikke grønnere på den anden side og bare det at finde én, der kan holde mig ud, som jeg er, og som jeg ligeledes kan holde ud – er i sig selv kærlighed. Men til tider spørger jeg mig selv – er det alt? Er det ikke sværere/nemmere? Hvor meget kan jeg tillade mig at forlange – sådan helt realistisk?
– Er mine børn lykkelige? Ja de er. Jeg vil gerne dedikere mere tid til dem, men pt. er jeg inde i en god balance.
– Hvordan er mit forhold til min familie? Det er, som det er og bliver ikke bedre tror jeg, jeg kan mærke, jeg er ved at tilgive min far og det er rart.
– Kan jeg give eller modtage mere? Ja, men jeg skal fortsat lære at blive bedre til det.
Hverdag
– Hvor er jeg om fem år i jobmæssig sammenhæng? Forhåbentlig mere fri og kreativ end nu. Men jeg har hyret en coach til at hjælpe mig med at finde ud af det.
– Bor jeg hvor jeg gerne vil? Njaaahhh…her dukker et tohoved moster op. Den ene er den ungdommelige kulturelle småelitære jegvilboienmetropolviljeg-Charlotte og den anden er den småborgerlige økologiske jegvilhaveetrefugieientrætopviljeg-Charlotte. De harmonerer ikke så godt sammen og slet ikke med min nuværende partner. Men da jeg må erkende at andedammen i – Danmark har svært ved at leve op til min forståelse af en metropol overtager den økologiske drøm mere og mere. En dag når ungerne er fløjet fra reden, køber jeg nok et sommerhus og leger det er mit refugium. Så er der kraftrashgu ingen der skal blande sig – det skal være mit alene og jeg vil selv bygge det med mine små bløde hænder.
– Hvordan skal min hverdag se ud som gammel? Balance er alt jeg kan sige pt., balance er værd at stræbe efter – jeg føler mig mere og mere buddhistisk jo ældre jeg bliver.
– Hvad betyder arbejde versus familieliv for mig? For bare fem år siden betød arbejde alt for mig, jeg var ambitiøs, nyfigen og fuld af håb for fremtiden. I dag er jeg gået i den anden grøft, jo mere fritid jeg kan få, jo heldigere føler jeg mig. Arbejde skaffer penge, men jeg griber mig selv i seriøst at overveje i hele 2 sekunder af gangen, at blive hjemmegående arbejder på fuld tid. Hvis jeg nogensinde vandt mere en 2 millioner i lotto gik der to splitsekunder, så var der en opsigelse på vej – seriøst. Men det betyder ikke jeg ikke ville arbejde, det betyder bare jeg ville arbejde med noget andet i stedet. Jeg ville have råd til at lønne mig selv som min egen chef og udstikke mine egne rammer.
Æstetik
– Er der for meget rod i mit liv? Ja og jeg trænger til en hovedrengøring både fysisk og mentalt.
– Er jeg tilfreds med mine visuelle omgivelser? Nej, så det vil jeg gerne ændre på.
– Ældes jeg med ynde? Det har jeg planer om at gøre.
– Hvor sund vil jeg dø? Semisund – tror jeg. Men cigaretterne hænger stadig ved på trods af ammoniak og andre rædselsfulde sager.
Etik
– Har jeg gjort det rigtige i mit liv? Ja, det synes jeg, men tiden er også inde, hvor jeg gerne vil handle mere. Jeg har trukket mig tilbage fra den meget akademiske diskuterende humanitære holdning, til en mere målrettet – jeg vil ud i felten – holdning. Så Korea Klubben får en opgradering, og jeg overvejer at melde mig som besøgsven i fængsler, frivillig ved Mariatjenesten eller til andre behov?
– Hvordan gør jeg det rigtige i resten af mit liv? Ved konstant at spørge mig selv om, hvorfor jeg i VIRKELIGEHEDEN forsøger at gøre det rigtige – ud af angst, ud af selvhævdelse, ud af idealisme eller ud af medmenneskelighed – for efterfølgende at svare så SANDFÆRDIGT for mig selv som jeg kan og korrigere ind.
Og hvorfor nu dette stykke navlepillende tekst? Fordi jeg gerne vil udfordre al angsten for at udlevere sig selv på denne flade og spørge – hvad kan der ske ved, at I ved dette om mig? Vil nogen af jer kunne forhindre min skæbnebane? Vil nogen af jer ændre mit knudrede sind? Vil nogen af jer begynde eller holde op med at elske mig? Vil nogen af jer være der, når jeg når enden af livets bane?
Illusionen om, hvad der vil ske, hvis man tillod at blotte sig sårbar og åbent på internettet, holder mennesket i en underlig konform overflade. Sammenbrud på webcams sendes rundt som letfordøjelig underholdning i stedet for at blive betragtet som en skrøbelighed, der netop illustrerer menneskeligheden og ikke maskinen. Jeg er menneske, jeg er sårbar – men på denne flade er jeg en cyborg, hvor du alligevel ikke kan se ind i mit inderste medmenneskelige jeg, men kun foregøgle dig selv, du har fået en menneskelig luns af mig. Jeg er stadig mig, i morgen er mine tanker en anden og jeg er ikke ulykkelig.