Hvorfor jeg brækker mig over skønhedsoperationer.

Der er en ændring på vej, faktisk har den været undervejs gennem længere tid og jeg er ved at brække mig. Ikke kun pga. af de ubehageligt mange nærbilleder af opsvulmede ansigter og beholdere med udsuget fedt. Det handler, som I sikkert har gættet på, om skønhedsoperationer, der i almen befolkning snart er lige så accepteret som at skifte underbukser hver dag. Det antages at kvinder og mænd får en bedre selvtillid, at livet bliver nemmere, bedre og langt mere lyserødt efter de har fået pustet brysterne op, rettet næsen ind, transplanteret håret og suget fedtet bort. Jeg græmmes!

Al respekt for de som vitterligt har fået en spade i fjæset som børn eller har kropsdele af groteske dimensioner, der ønsker at få opereret ind til en håndterbar størrelse, så de blot kan blive set på som mennesker og ikke som omvandrende freakshows. Men hvad der er ”normalt” er i bund og grund et kulturspørgsmål og sjovt nok har jeg endnu ikke hørt om manden, der ønskede at få opereret sin penis mindre og slet ikke i et realityshow.

Men hvorfor er det så, jeg væmmes ved de mange tv-serier hvor kvinder og mænd gladelig lader sig uniformere med ens bryster, maver og næser? Det handler i bund og grund om ensretning og at opfattelsen af begrebet skønhed bliver så ganske snævert. Mainstream mediemarkedet har gennem mange år haft travlt med at sætte standarder for hvordan skønhed ikke ligger i modtagerens øje, men i medieverdens salgsoplag. Dvs. normen for hvornår noget er skønt, ikke kun er indsnævret til overflade af værste karakter, den er også gået hen og blevet toneangivende for begrebet livskvalitet. At være smuk på den almene facon giver automatisk livskvalitet, selvværd og mere sex.

Resultatet er, at operationerne redigeres ned til et nemt lille indgreb, og patienterne pusher et langt liv med skuffelser og nederlag ud i et lille fixpunkt, der udelukkende og partout handler om et forkert udseende. Derved er læren dels at respekten for din krop ikke er større, end man kan ændre sine karakteristika uden omkostninger og at det dikterede skønhedsideal i sig selv indebærer en løsning på dårligt selvværd og selvdestruktive vaner.

Undertegnede skribent er født og opvokset med anlægget til små bryster – hvilket man kan forvente af en spinkel asiatisk kvinde. At brystføde 2 børn har absolut ikke fået dem til at se større ud samt maven har fået den karakteristiske rynken og strækmærkerne sidder ned at sidelårerne. At få større bryster og en glattere mave gør mig altså ikke til et bedre menneske eller mere udholdelig i hverdagen. Det vil heller ikke ændre min sorte humor og min trangt til at være direkte uforskammet til tider. Det vil heller ikke hæve min IQ eller give mig bedre værktøjer til at løse mine dagligdags problematikker.

Lad os antage, at jeg ikke er villig til at betale prisen for konsekvensen af mine livsvalg og mit fødselsår, sidder som overvægtig 40 årig alenemor i en udørk af en kartoffelmark eller stenbro og ryger 40 grønne look om dagen. Så kunne jeg tage mig en rask lille smuttur under kniven, få løftet op på hele svineriet og fjerne 20 års skuffelser. Det ville være dejligt nemt. Men hvad gør jeg den dag jeg er 70 (udover at mine bryster stadig ville strutte som en 25 årig kvindes) – hvordan lærer jeg nogensinde at håndtere det faktum, at jeg uvilkårligt bliver ældre og langsomt mere rynket – at et par nye bryster ikke lærer mig at holde mig fra de dumme mandesvin, der vil svigte og bedrage mig og at uanset hvor gennemopereret jeg bliver, vil jeg stadig være arbejdsløs enemor til en flok halvvoksne gnavne overvægtige unger.

Vi kan også antage, jeg er en 35 årig forkælet middelklassekvinde, der bare gerne vil forkæle mig selv og hvor aromaterapi ikke længere er nok til at jage kedsomheden bort fra villavejens pænhed og fjerne opmærksomheden fra gemalens voksende måne. Så er en rask lille omgang fedtsugning ikke værre end en omgang callanetics med veninderne. Og ja, det giver et boost, man svinger lidt kækkere med hofterne på arbejde og skjuler den elementære dødsangst ved at forskubbe grænsen for, hvornår man ikke længere er seksuel attraktiv. Går min operation galt kan jeg optræde i ugebladet Søndag og fortælle min livshistorie, hvor jeg smiler gennem tårer.

Jeg er træt af den fuldkomne kritikløse accept af velformede brysters velsignelser og graden af lykke hænger sammen med graden af maveskindets stramhed. Det må da i bund og grund handle om at finde bedre værktøjer til at nærme sig lykken, at lære at acceptere kroppens forfald og anerkende, at skønhed gerne må omhandle forskelligheden i både udseende og alder også. Og nej, det er ikke rønnebærrene, der er sure, men måske vi bare skal tales ved om 10 år, hvor fjæset er rynket helt ind til en rosingrimasse og brysterne fuldstændig konkave den forkerte vej.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *