Hr. sublim mener i sin post “Vi kæmper for fred”, at det er ganske sublimt på den ene side at skose de stærke for at have magten og på den anden side at hylde at arbejderklassen gerne må give på puklen. Jeg synes, det er paradoksalt, men desværre syntes den sublime jeg var dum og ville ikke gå i dialog, så nu kan jeg ikke poste denne besked til ham i hans kommentarboks. Så har jeg også prøvet det med!
Men helt snydt skal han dog ikke føle sig og han er velkommen til at fortsætte dialogen i min kommentarboks, med mindre han hører til en af de få anonyme, jeg har bannet (anonyme kommentarer er kujoneri).
Men desudagtet, så fik klassekampens markeringsdag og den sublime post mig til at fundere. Vold er nemlig ikke altid vold. Vold forbundet med magt er noget slemt grissefy, mens vold forbundet med klassekamp og undertrykkelse er heroisk og fint. Så langt så godt.
Men når jeg nu har det svært med at tage den formanende pegefinger om solidaritet med arbejderklassen alvorligt, så skyldes det jeg kan se den ene fagforening efter den anden vælte sig i skandaler og rygklapperi med en benhård partipolitisk ensretning af tankegange og meninger. Og jeg kan slet ikke forholde mig til den skærende tone, når andre, der åbenbart er nogle slemme elitære karle, skal klappe kaje for ikke at få nogle på dittoen – handsken er kastet.
Tag nu ikke fejl, for jeg er også medlem af fagforeningen og er så ganske klar over, at uden kampen for bedre arbejdsvilkår ville de fleste lønmodtagere være ilde stedt. Men billedet af arbejderen virker så forunderligt ”altmodisch”, når det betyder, at man partout skal stille sig under fanerne og synge halvvoldelige sange, mens man tyller bajere og spiser pølser.
Langt den største del af Danmarks befolkning kan takke klassekampen for den velfærdsstat vi har i dag – hvad enten man kan lide den eller ej. Det pudsige er at netop arbejderklassen har sejret i den grad og findes der utilfredshed over dagens samfund også i abejderklassen, kan de vende sig mod egne rækker og spørge ”hvad fanden er meningen”. For selvom liberalismen er skyllet ind over verden de sidste 5 år (penduleffekten vil nogen mene) så har norden især siden 70’erne i den grad båret præg af arbejderklassens dogmer og ideologier, og jeg er ikke så sikker på at billedet, vi maler i dag, er et rent skønmaleri.
Skal jeg pege på de mest selvfede magtmennesker, så sidder de i fagforeningernes hovedkontorer med superlim på måsen og sjældent har jeg mødt en flok, der i den grad udviser foragt for den enkelte menneske og lader partipolitikken komme før den menneskelige etik. Sammenligningen til kirken i forne tider står mig lige for.
Så kan det det da godt være, at man stadig kan mane en næsten fascistisk æstetik frem, når den stovte arbejder med de barkede næver står på barrikaderne, men i dette land er næverne smurt ind i højtbelagt smørrebrød med remoulade og barrikaderne skiftet ud med konferenceborde og rejser betalt af medlemmernes lommer. Undskyld mig jeg ikke udviser den fornødne respekt.
Før arbejderklassens kamp var der en kamp om oplysning. Og den kamp vil jeg egentlig hellere kæmpe i dag. For gennem øget viden og kvalitativ oplysning giver man den enkelte stærke våben til at forbedre sine vilkår – i stedet for at tvinge massen ind i ensrettede strukturer og politikker. Dermed ikke være sagt at gruppering ikke kan have sin berettigelse, men enkelt individers iq har det med at falde til 80 i større grupper. Oplysningens sag er i mine øjne langt mere valid at kæmpe for på trods af truslen om at blive kaldet noget så grusomt som “elitær narcissist”. Men sådan findes der jo så mange veje til utopia og vejen til helvede er belagt med gode intentioner.