Jeg har længe været holdt fanget – kuet og fastgjort af min egen angst. Jeg har ventet på andre og i den venten har jeg glemt mig selv. I den tilstand er der ingen frihed – jeg har båret mit eget fængsel med mig og al den smerte og al den sorg har tynget min krop.
Min tid har været fyldt med lange tomme samtaler, mens jeg fortvivlet har lyttet og lyttet til mig selv. Jeg har bygget billeder af illusioner, der har kostet mig kropsvægt og mit åndedræt har været tæt på at standse. Jeg har båret en krig i mit hjerte.
Nu stopper det, mit hoved et tømt for billeder. Tilbage står kun jeg – ren og ærlig. Jeg rækker mine hænder ud og ind i mig selv. Jeg er endelig fri – fri til at gå ud og blive modtaget, til at blive set, til at være som jeg er. Jeg er alene, jeg er ren og jeg har endeligt givet slip i min erkendelse af, at jeg skabte mit eget fængsel.