Fortidens bieffekt

Af og til, når jeg besøger fortidens små stik, falder erkendelser som perleformede dryp. Vi løber som to åer med individuelle økosystemer, hvor de samme fluer danser på overfladen. Jeg er ikke sikker på, om jeg nærer en af dine fluer imorgen, om ægget der lægges i såret nu, blev befrugtet på din spejlblanke overflade. Jeg ved kun, vi stammer fra samme vand, der ikke har samme udløb.

Mine lunger er udhulede kalksten – de kan ikke længere bære livet ned i maven. Jeg kan ikke længere bære sorgen som en bylt på ryggen, den er mere et ekko af en snærende rem, der sikrede at bylten altid var en bylt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *