Jeg undgår aldrig at undre mig over den kommunikation, der af og til kan opstå mellem to personer, der burde kende hinanden på godt og ondt. Og ikke mindst at vi kan fortsætte ud i det absurde. Min ex er selvskreven professor emeritus udi de højere litterære sfærer – dvs. er der nogen. der kan voldbøje sproget udi dens yderste finesser er det ham, og det lever han så af. Jeg selv lever af at skrive meget erhvervsdirekte og analyserer hver dag, hvorledes man kan formulere sig, således det ikke kan misforstås.
Alligevel foregår vores kommunikation ca. på følgende måde på email:
Ex: Houston vi har et problem, det er blåt og ligger hos dig
Mig: Æh, jeg synes ikke jeg kan genkende problemet, men det som ligger hos mig er grønt
Ex: Fucking idiot, problemet er blåt og det er din skyld – fik jeg sagt du en en idiot?
Mig: ?!? Nu er det jo dig, der ser problemet selvidiot, så hvad vil du foreslå spade?
Ex: Er glad for du er enig i at VI har et problem og at VI skal samarbejde om VORES løsning
Mig: ?!? … løsning … ?!?
…
Ex: Vil bare lige skrive at du er ynkelig, for det har jeg også hørt fra flere andre, for at få det sidste ord
Ovenstående skal naturligvis pakkes ind i subtile velskrevne sætninger – gud forbyde vi ikke er intelligente sobre væsener med et image, der skal højglanspoleres – der på bedste vis leverer den ene sviende indirekte lussing efter den anden i form af små hårde onde mails og skabelonen ligger fast på 10 år, jojo og så spørger man sig selv, hvorfor det går så galt for virksomhederne?
Jeg tror, vi trænger til lidt forandringsledelse…begge to.