At være ven med sin datter på facebook er en lidt spøjs oplevelse, der gør mig bevidst om de fælder facebooks CIA-uskyldige flade lokker med. Man skriver i øst og vest og loader billeder op- og gør man det ikke selv, så gør ens netværk det gladeligt for en- tagget eller ej. Det samme gør min datter.
Og så er det man erkender at fjæsbogsluskeriet smitter af, pludselig ser jeg min datter med en barcadi breezer i hånden, på skødet af en suspekt ungersvend, der bestemt ikke ser ud til at have fået taget en HIV og kønssygdomstest for nyligt *grrrr*, samt et sprog der kunne gøre selv Snoop Dog forpustet – Najz…og noget. Endnu værre – hun får det samme info om sin mor.
Nettet er fyldt med spor og fjæsbogen har gjort det nemmere og mere legalt at snuse en grad dybere i ens privatliv. Da min farmor døde, fandt vi meget yndige billeder taget i en klassisk sepiabrun af en nygift rødmende brud kun iført et let slør. En gave til min farfar i en periode, hvor de skulle være adskilt i en periode – en art vintageporno. Ikke et øje var tørt endskønt min far vist ikke synes det var så fedt at se, men jeg husker det som positivt og livsbekræftende for kærligheden anno 1930. Da min mor døde, fandt jeg hendes ungdomsdagbog, hvor hun glødende lidenskabeligt skrev om sin første forelskelse, en ung nordmand hun havde mødt på en skiferie. De dage hvor man først fandt de små søde hemmeligheder om folk, når de døde, er forbi. Nu ved vi det real time, online, blogget, tagget og linket.
Jeg er ikke sikker på, det kun er sundt at være ven med sin snart 16-årige datter, men på den anden side så får jeg da syn for sagn om, at hun er afbalanceret, veltilpasset og glad for sit liv, endskønt hun proklamerer, at hun flytter den dag hun fylder 18 – WHAT! Det er jo kun om 2 år.