Et eller andet sted

gider jeg ikke rigtig blogge mere – rusen har lagt sig og tømmermændene er indtrådt. Måske fordi jeg reduceres til “jeg har en mening eller to og køber et par nye sko” menneske, hvor jeg i bund og grund gerne vil gåes i clinch med, fordi jeg er det hele menneske jeg er – med dårlig ånde, korte ben og hele moletjavsen.

Meninger er der nok af og dårlig tekst florere overalt, så spørgsmålet er hvilket bidrag man giver i al sin endimentionelle magt på dette medie?

Alt for ofte finder jeg i bedste fald det lettere kedsommeligt og i værste fald afskyeligt ikke at kunne fremvise det menneske, man nu engang er, uden at det reduceres til en gang eneklt fortolkningsbar overfalde, der alligevel aldrig helt rammer plet. Som jeg har skrevet før – hvad ved man egentlig om hinanden og afspejler det netværk, man bygger op, sig ikke deraf?

Jeg var til en reception igår – en af den slags hvor kendisserne kom og hvor alle var kulturelle på den helt rigtige måde – på det helt rigtige værtshus med de helt rigtige mennesker. Og mens alle sad og var halvfede med Master Fatman og Gordon Inc. så sad jeg og tænkte på, at jeg selv havde bedt om denne grumme kulturelle glitteroverflade.

Det handler ikke om at falde i trenden med, nu skal vi sørme fordybe os, skal vi og gå på dertil indrettede kurser og dyrke dertil indrettede livstilshobbier, der kan give livet lidt mere dybde og tyngde, det handler egetlig bare om valg. Og blogning er pt. vejet og fundet lidt for let – måske det kun er min egen mangelfulde kreativitet, der afspejles – men jeg savner substans – af den slags der får mig til at gruble og tørste efter mere.

Det var sjovt at lege med i sandkassen, men jeg trænger til at bytte skovlen med en anden farve. Det betyder ikke, jeg er træt af legekammeraterne og sand, men gyngen ser bare så tillokkende ud – jeg tror jeg kan røre himlen.

Mor vender tilbage når hun ikke kan holde kæft mere!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *