Kender i det når man få små glimt, der sætter gang i en erindringskæde? Her til morgen kom et ungt par cyklende forbi, de skreg af fuld hals, mens de lo og pigen så sig kækt og en anelse spørgende omkrig. I et splitsekundt mødte hendes øjne mine og så begyndte tankerne at myldre.
I ungdommeligt vovemod skreg disse to deres ungdoms friskhed ud denne varme forårsmorgen, mens de så normerne og småborgerligheden omkring sig pensle en kedelighed op mod deres egen udødelighed. Midaldrende mennesker der i deres små biler og på cykler med barnesæder bagpå mosede til arbejde med dybe rynker i panden, mens dette par i dette øjeblik ikke kunne andet end at skrige i glæden over at forarge og bryde den massive tavshed bare en lille smule.
Nu er det jo slet ikke sikkert der var sådan det forholdt sig, men det fór gennem min tanker mens jeg låste min cykel. Mit blik mødte hendes og jeg forundrede mig over den sprøde skønhed og det aparte udseende. Jeg mindedes de selv samme udødelighedsfølelser blev skreget ud i min ungdom med en slet skjult foragt for lemmingernes kamp for at komme på arbejde.
Det var 20 år siden og i dag farter jeg lemmingeagtigt på arbejde hver morgen, mens solen skinner. Lige nu sidder jeg og ransager mit indre for bare at finde en lille smule udødelighed og overveje om en 36 årig kvinde kan cykle mod solen og skrige højt. Jeg får en lyst til i sådanne stunder at drikke mig ihjel, men da jeg er allergisk overfor alkohol, må der findes andre veje.
Nogen forslag til hvordan man genfinder sin udødelighed – og nu ikke alt det der med at rapelle og hoppe i elastik – jeg taler om den udødelighed, der ligger i at være 16, cykle en varm forårsmorgen og skrige sin glæde ud.