En teenager i huset

Min datter er teenager på godt og ondt. Det gode er at jeg kan se at alt det jeg har proppet ind i hovedet på hende nu i større eller mindre målestok omsættes til noget man kan kalde “projekt voksen menneske”.

Men hun fylder – gokgok hvor hun fylder. Hun brager ind ad døren, fægter med sin meget lange og meget tynde arme og ben og taler og griner med høj stemme, samtidig med hun med en selvfølgelighed udtaler sig skråsikkert om alt og alle og især sin mor.

Mor er, ifølge hende, dømt ude som en småbuttet løgner (jvf. min sidste indlæg) – HAHAHA DU SPISER I HVERTTI’FALD IKKE FISK 3 GANGE OM UGEN HAHAHA BUSTET lød det med orkanstyrke gennem den lille østerbrolejlighed. Udover at tabe min gaffel i et midlertidigt anfald af akut døvhed, mens jeg forsøgte at pippe noget om frokostordningen som rent faktisk er mit hovedmåltid og at Inge, vores udmærkede køkkendame hver dag har et fiskealternativ til hovedrettet, så så jeg på denne smukke skabning, der kalder sig min datter og undrede mig over skabelsesprocessen. Jeg er ikke sikker på hun hørte en millimeter af det jeg sagde, men fik da verificeret at hun læser med her, så måske det skrevne ord trænger en smule igennem.

Hun er som en gryderet, hvor man ikke er helt sikker på at den broccoli man puttede i kommer op til overfladen og stadig ligner broccoli – at af og til lyder der et “PLUP” og man får et stænk kogende gryderet strintet op på kinden, fordi man nærsynet står med hovedet over gryden. Eller for at blive i madlavningsanalogien, min smukke datter er som en bøtte kimchi. Alle ingredienserne er puttet i bøtten, så nu skal det bare gære et en 5-6 år – det lugter fælt men smager godt og hemmeligheden er at have en lufttæt bøtte og en bagtrappe. Jeg krydser fingre.

Pølsen entered the house!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *