Dengang mor var fattig

Grundet historierne fra Loftsramte eksperter kom jeg igen i tanke om, hvad det vil sige at være fattig i dagens danmark. Jeg har problematikken inde på livet hver dag, da jeg har et familiemedlem, der ikke kan blive udredt (som det vist nok hedder), der flygter fra gæld og derfor skifter socialkontor hele tiden, hvorfor hans sag hele tiden skal gå om. Som er så fattig at hans tænder falder ud. Han er 32 og jeg kan ikke længere hjælpe ham.

Da jeg var studerende valgte jeg at få et barn – eller rettere hun valgte at komme og jeg ville ikke afvise hende. Dengang fik man ikke ekstraklip, så jeg dumpede 2 fag med vilje for at udløse ½ års ekstra SU. To voksne og et barn på 2 gange SU gav lidt over 6000 kr. om måneden før skat. You do the math – mit husholdningsbudget måtte ikke overskride 2000 kr. om måneden for os alle tre.
Jeg har prøvet det hele – jeg har selv været så fattig at jeg stod i en Brugs om måtte tigge 1,50 kr. så jeg kunne skrabe penge nok sammen til at købe bleer til min datter, jeg samlede flasker på vej hjem fra universitetet, fordi hver flaske repræsenterede ½ stykke frugt, som hun skulle have, jeg fik en dåse tun til at strække til aftensmad til 3 personer og en frossen kylling på 1100 gram kunne vare i 3 dage. Hver måned gik jeg ind til slagteren og fik 1 kg. hakket oksefars og 1 kg. hakket flæskefars. De blev omhyggeligt delt i 8 perotioner hver og frosset i små bøtter, hver portion blev forvandlet ved hjælp af æg og havregryn til en gang aftensmad. Jeg tog alt med hjem, der kunne spises eller omsættes til penge. Jeg lavede madplaner, bagte al brød,kogte grød og suppe, syede det meste af hendes tøj og lavede alle gaver selv i 6 år af mit liv. Jeg blev en mester i billige løsninger, jeg tog pulverkaffe med i små bøtter, fordi varmt vand var gratis på Uni’s kantine, de spottede den efter et par år (da de fleste af mine medstuderende havde kopieretd en gode idé) og begyndte at tage penge for varmt vand også.

Vores juletræspynt bestod af vaniliekranse i røde bånd, flettede papirsstjerne og forgyldte valnøddeskaller, vi selv havde sprayet, fordi så havde vi råd til et juletræ. Hendes barnedåb blev sponseret af familien. Det skal dertil siges at jeg havde studiejob, vi tog lån og der blev søgt legater konstant, alligevel var der aldrig penge nok. Det var møghårdt.

Men uanset hvor fattige vi var, så var vi aldrig i armod – vi havde aldrig denne knugende følelse af, at det var håbløst eller jeg ikke gav hende, hvad hun skulle have. Jeg har kun få gange skammet mig over hendes tøj – det er svært at skjule at det er den tyndeste og billigste bomuld fra Tøj og Sko, men som regel når jeg skrumlede rundt med den gamle ruste barnevogn, som vi havde lånt af svigermor, så lo vi over at Pølsens far havde ligget i den også.

Jeg var ung og livet lå foran mig, jeg ved, jeg ikke havde holdt til det samme i dag, men på en eller anden måde er det betryggende at vide at jeg kan leve på et eksistensminimum og stadig have et godt liv, hvis jeg nogensinde skulle komme i den situation.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *