Den medieskabte terror

I en verden med mangel på historier, der kan chokere og berører mennesket som samlet hele er begrebet terror blevet massemediernes redningskrans. Vi taler i dag om terror i medietermer og det er ikke helt tilfældigt. Begreber som ”terrorbilledet” og ”terrorens ansigt” definerer terror som et produkt at massemedierne.

Mediernes svaghed er at de først lever i det øjeblik de ses. At blive set i en eller anden grad er derfor en nødvendighed for eksistens og udvider derfor grænserne for de metoder, der kræves for at fange vores opmærksomhed. Konflikten er en basal vinkling og krigen er et fantastisk symbol og hvor 70’erne havde den kolde krig, 80’erne den reelle krig, 90’erne havde katastrofen (sygdom, sult, miljø)– og i dette årti har vi terror.

I disse overordnede paradigmer ser vi også bevægelsen for hvordan den masseproducerede angst har flyttet sig fra den politiske scene til den private. Krigen er overeksponeret i den grad, at det nære chok, den vitterlige forargelse og de følelser, der får os til at købe mediernes historie er i dag langt sværere at opnå end for 10 år siden. Medierne er ganske vist en magtfaktor, der sætter dagsordenen for hvilken angst vi skal mene er mest nærværende, men tryk avler modtryk og evnen til at ignorere den skabte angst stiger ekspotentielt med mediernes forsøg på at bringe os tættere og nærmere på det nærvær, der er nødvendigt at skabe for at sikre eksistensberettigelsen.

Baudrillard skriv i de tidlige 90er om ”krigen der ikke eksisterende” – Falklandskrigen, fordi havde det ikke været for medierne dækning ville denne krig ikke have eksisteret i folks bevidsthed og at dækningen i sig selv aldrig udtrykte krigen i sig selv, men blot var en illusorisk genspejling af, hvad medierne ønskede at se.

Krigens angstscenarier er gået fra at være den store trussel(angsten for den anden) over realiteten (angsten for det umenneskelige) over symboludtryk (angsten for de uoprettelige) til i denne epoke at udtrykke sig i det dulgte. Krigen har fået påhæftet endnu et angstscenario – nemlig angsten for det uforudsigelige.

Det handler ikke om der vitterligt er døde i London, om vi synes det er forfærdeligt eller ej eller om København nu er næste mål, det handler om at terroren næsten udelukkende lever af mediernes eksponering og aktivt udnytter disses evne til at skabe en fælles angst. Er terroren som vi så den i New York, Istanbul, Madrid og London skabt af medierne selv? Terror som den udføres er velkendt krigsstrategi men i kraft med at terroren er blevet til et spektakulært show med civile som ufrivillige deltagende sælger mediernes alt for villige sendeflade billetter ved indgangen. Vi har succesfuldt fremmanet vores barndoms monster fra skabet, men hvad værre er, det er et Frankensteinmonster, der lever, tænker og handler selv.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *