1. og 2. generation bloggere

Der er kommet en 2. generation bloggere – har I lagt mærke til det? Jeg sidder og øffer i mit hjørne og føler mig gammel.

1. generationsbloggere falder stadig på røven over teknologien og bruger krudt på at debattere klassificeringer og udviklingsmuligheder. Der er en tendens til et lettere ideologisk forhold til internettet, maskinerne og blogmediet og genereationen er præget af at have være tvunget til at udvikle og fremmane de brugervenlige funktionaliteter selv, hvorfor der er en kausal sammenhæng mellem blogcredability og nørdedhed, ligesom antallet af år hinter en hvis seriøsitet. 1. generationsbloggere ligger som regel på wordpress og andre open sourceprogrammer, overholder et par uskrevne regler som linkning, har et tweaket interface og integrerer til andre open source programmer som del.icio.us, flickr etc. (forstår du dette bør du overveje om ikke du tilhører 1. generation). Nøgleord: seriøsitet, udvikling, individualisme og idealisme.
Forslag til 1. generationsbloggere: hende.dk, Dalger, /many, Oschlak, Webmercial, Kammeret – sæt selv flere på.

2. generationsbloggerne er kommet til efter de værste børnebloggersygdomme var overstået – de overtager mediet med samme selvfølgelighed, som da de gik fra gameboy til X-box. Denne generation tager bloggermediet og klasker det ind som en komfort og en mulighed blandt mange i deres privatliv, skriver uden blokeringer og synes 1. generation er kedelig og gammeldags. 2. generation hælder til smartlog, blogger og andre gratisservices, hvor man blog skal oprette en profil og lade den kælne stemme glide. Hvorfor gøre det svært når det kan være nemt? Fokus er netværk og gadedrengementalitet og credit scores på ca. samme måde som IRL. Lækkert hår og masser af intime detaljer. Nøgleord: nemhed, netværk, socialitet og intimitet.
Forslag til 2. generationsbloggere: singleton, Sille, Kapster – sæt selv flere på

Selv tilhører jeg den 1. generation men kan godt være lidt misundelig over den selvfølgelighed 2. generation udviser – det giver frirum til at udvikle noget andet og lige så relevant. Men, det er ikke for at sætte nogle i båse, det er bare en egen lille privatobservation.

Ordsalat

Problemet er nok også, at dele af den danske elite har – eller har haft – tradition for at dække sig bag en facade af akademiske værdighed. […] Fogh-regeringens ofte ekstreme dobbeltspil = vi siger et og gør noget andet – har da også bragt flere gode folk på banen med berigtigende indlæg. – Jeg kan godt li Charlottes afsnit om danskernes manglende stolthed over, at et lille land som vores formår at producere en elite. Uden den anerkendelse bliver kontrasten mellem viden-kulturen og almenhedens hang til dyrkelse af »det almindelige« for skurrende.

Jørgen Falck har kommenteret min elitepost – og han er krads. Det er jeg glad for, for kvalificeret modspil kan man ikke få for nok af – det er den slags der hindre man bliver Seidenfadensk ”selvfed” (fedt udtryk – det klistrer til min hjerne)

Jeg er en skurekone – forstået på den måde, at når jeg bliver opildnet, så skriver jeg harmdirrende løs i 10 minutter, for derefter at poste gøjemøget og så vende tilbage senere. Så er jeg samtidig selvretfærdig, hvilket betyder at jeg nægter at ændre det gøjemøg, jeg nu har skrevet og postet – hvorfor andre kan kåsere over min sort-hvide verden og er velkommen til at spanke løs.

Men jeg kender godt alle nuancerne, forbeholdene og overvejelserne, men forunderligt nok er de ikke så sjove at skrive om. Det er så befriende, at selv som man er et forholdsvis intelligent væsen, kan få lov til at skrive på en bølge af sort/hvide betragtninger. Var jeg mere nuanceret i min skrift, ville jeg nok tage mig sammen en dag og skrive en bog. Min blog er mit vindue, dvs. At vælger jeg en dag, at have snavsede ruder, så jeg kun kan se ud af et lille bitte hjørne, så er det det, der sker. I må leve med harmdirrende kradse skurrende indlæg, der højtråbende udbasunerer mine meninger – men I må også gerne slå mig i hovedet, hvis disse meninger bliver for fordummende at høre på eller har en uheldig virkning.

Ord er ikke kun til flødeskum, de skal svinge og sætte tanker i gang, de skal bløde, lide og skabe meninger. Der er for megen udenomssnak og ”det synes jeg også” salat – ord skal være sværd såvel som handske. De skal skærpe såvel som række hånden ud. Og så blot for at kommentere til Falcks ”facade af akademisk værdighed” – så mener jeg, at den som ikke går ydmygt til sit fag og indser at elite, intellektuel, læge, politiker eller hvad vi nu ønsker at besmykke os med i livet, blot er en titel, der ikke kvalificerer dig som menneske, ja de risikerer at betale den største pris af alle, nemlig at erkende de har levet på en livsløgn.

Og så skal jeg nok holde kæft om eliten.

Eliten

Mona Andersen spørger om det er ok at være elitær og mener at især humaniora og samfundsvidenskaberne skyder over målet, når de påberåber sig at tilhøre en elite. Åbenbart er det ok at være elitær, når det glæder sportspræstationer, der kan måles og vejes – hvor alle andres brug er en trodshandling. Mona ville gerne have en uddybning, så den får hun her og jeg får sikkert øreren i maskinen. Men nu skal der protesteres.

Det mener jeg ganske simpelt er noget forvrøvlet sludder. Danmark har gennem 70’erne dannet præcedens for en frytelig angst for at hævde at noget er bedre end andre – især på det intellektuelle område. Der er blevet peget på dem og vrænget, at de enten var “finkulturelle” eller “elitære”. Skældsord, der i dag har lukket for en udvikling af seriøs forskning og opblomstringen af den herlige “jantelov”. Og det var ganske berettiget at gøre op med professorvældet og åbne universiteterne – men venstrefløjen voksede sig selvfed (tak Kim Møller)…og ikke en skid elitære.

Jeg mener alvorligt, der er for lidt elite i Danmark og at vi derfor er dømt til at sygne hen i andedammens morads af middelmådig diskussion og forplumrede vande. Viden er undervurderet, og her mener jeg den viden, der kræver tankearbejde på et højere plan og ikke den, vi alle kan læse os til i en bog. Jeg mener, eliten er med til at højne et niveau, udvikle menneskeheden (og nej de gør det ikke alene men er ofte oppebærer for nye udviklinger kan ske) og at der er klare distinktioner – hvor man uden tivivl kan hævde at noget eller nogen er bedre end andet. Skabes der forskning, hvadenten det er på humaniora, samfundsvidenskaberne eller andre dele af videnskaberne, der vækker genklang internationalt – så mener jeg vi skal understøtte forskereliten og sikre at de rette midler findes. Og ja vi kan godt tilnød samstille elite med professionel

Har vi store sportsmænd og kvinder, der opnår internationale resultater, så mener jeg vi skal støtte en sportelite, der kan underholde på et højt plan – og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg mener en sports-elite i forhold til den forsker-elite bør have en langt lavere prioriteret.

Jeg skrev i Mona Andersens kommentar, at angsten for det elitære er en udstilling af vores egne mindreværdskomplekser. For når det elitære kædes sammen med negativiteter – som “de tror sig bedre”, finder jeg det handler om en smålig angst for at anerkende andres viden og resultater. Og pludseligt bliver der så lavt til himlen i lille Danmark.

At have en elite betyder ikke omstyrtning af demokrati – vi har jo stadigt et land, hvor skolelærer og mekanikere kan komme i folketinget – og gud ske tak og lov for det. At have en elite betyder heller ikke at vi omstyrter almene menneskelig anstændighed, nægter de svage hjælp eller mener at mennesket ikke fundamentalt har lige rettigheder. Så jeg må spørge hvor denne angst stammer fra, hvis det ikke er en småfornærmet vrængen af, at man ikke selv føler man tilhører en elite og at der derfor heller ikke skal eksistere en. Undertrykkelse kan antage mange former og viden, forskning og retten til at tjene penge er noge af de områder, som har været undertrykt rigtig længe. Hvorfor pokker ikke være stolt over at et land som Danmark, kan og bør producere en elite – det er da paradoksalt at vi kun kan finde ud af at hylde kvinder, der spille håndbold og mænd der sparker til en bold eller slår til en død fugl med et net af kattetarme. At store forfattere eller kunstnere først kan anerkendes, når de er døde af sult. Angsten for eliten forarmer dette land åndeligt og kulturelt.

I den periode hvor frihed, lighed og broderskab flød ind over Danmark som ideologi skal man ikke tage fejl, der voksede en anden elite frem, nemlig den økonomiske magt middelklassen havde – og de var en elite fordi denne gruppe var bedre til at småspare end alle andre grupper. Og det var godt og rigtigt, fordi det i bund og grund financierede det velfærdssystem vi har i dag. Eliten har det nemlig med at poppe op udtrykt i forskellige former.

Jeg bliver så træt, når jeg endnu engang kan mærke der trykkes nedaf og at man ikke er i stand til at se ud over en forankret ideologi. Om nogen bruger begrebet i trods er – når alt kommer til alt – flueknepperi – men når flueknepperiet hindrer store ting i at ske, ja så visner mit smil en anelse i en træt grimasse. For min skyld må gud og hvermand starte deres egen elite, hvis de finder det morsomt – det vigtige for mig er om vi har en som minimum på hele pestel-modellen; dvs. politisk, økonomisk, videnskabeligt, kulturelt og lovmæsssigt.

Og det her handler ikke om højrefløjsanskuelser – det handler i mine øjne om ganske upolitisk at lade være med at undertrykke – de der er skabt til noget stort. At lade være med i ligehdens navn at fjerne mulighederne for udvikling til alles bedste – at tro på at udvikling er en god ting og ikke være angst for at erkende, at der findes mennesker, der har visioner og hoveder bedre skruet på end jeg – og at de sikkert kan finde ud af at bruge det fornuftigt. Eliten består ikke af den samlede gruppe dagbladsanmeldere, der bedømmer til højre og venstre om dette og hint – og ofte har jeg en nagende mistanke om at de fleste kæder anmelderskaren sammen med begrebet elite og derved ikke ser skoven for bar træer.

Det er IKKE ensbetydende med, man skal holde op med at stille kritiske spørgsmål, så længe de er valide og har lidt substans. Og oh yes baby – spank mig for denne omgang ordsalat, men jeg bliver sgu så træt – og så tilhører jeg ikke engang eliten.

Christiania

Fristaden Christiania føler sig truet på sin eksistens og derfor har det i den seneste tid floreret med demonstrationer og underskriftindsamlinger. For en af de første gange i mit liv, er jeg alvorligt i tvivl og splittet.

Principielt er jeg nemlig for, de principper Christiania blev grundlagt på. Som et ægte barn af 60’erne er snakken om frihed og alternative samfundsformer ikke gået forgæves hen over hovedet. Jeg er i bedste politiske korrekte stil en fornem tilhænger af at understøtte minoriteter, ser meget kritisk på markedsvilkårene som styreform, ønsker at fremme demokratiet og støtte diversiteten i det Danske samfund – min gud, vi kan ikke få nok af det. Lad os få noget mere kulør og forskellighed i dette homogene samfund.

Christiania selv siger: “Since its birth, Christiania has been associated with rebelling against the prevailing system, and for just as long, the Freetown has experimented with new terms of democracy and ways of selfgoverment. Based on an idea of as much freedom and as much power to the individual as possible, Christiania has organized itself into various councils: The Common Meeting, The Economy Meeting, The Area Meeting, The “busyness Council”, The Cooperative Worker´s Meeting, The House Meeting, – and good, old fashioned neighborly spirit.”

Men allerede her knækker filmen for mig. Hvordan kan man tale for så meget individuel frihed som muligt for derefter at nedsætte min. 6 råd, der lægger sin klamme hånd på alle demokratiske spilleregler. For Christiania er ikke fri for de helt basale menneskelige spilleregler, såsom “magt korrumperer” og “flertallets tyranni”. Hvori består dette vitterlige alternativ til en ny demokratisk orden? Er I i tvivl om hvad jeg mener, så tag ud på Christiania og byg et skur. Der vil gå 2 splitsekunder, så vil en udvalgt flok af christianitterne fortælle dig med ikke særlige demokratiske midler, at du kan pakke dit skur væk og forsvinde.

Christianitterne her nemlig i mine øjne ikke formået et gennemføre, hvad de oprindeligt drømte om – de har indført en moderniseret version af det vilde vesten og et alternativ til janteloven, med alle de simple og udemokartiske styremidler man havde dengang. Den der har boet længst på Chrstiania, og tilranet sig mest mulig magt i de små selvforvaltede grupper, bestemmer, og de selvsatte usynlige regler håndhæves ganske barskt og kontant.

Derudover består afgørelser af et absolut flertal og er ikke altid frit tilgængelige. Dvs. hvori ligger sikkerheden for minoriteten på Christiania høres og i sidste ende, hvordan sikrer de sig et demokrati, hvor forskellighed vitterligt har rum. Og nu taler jeg ikke om forskellighed som evnen til at absorbere alle de svage i samfundet. For de svage udgør ingen reel trussel eller fare. Når jeg taler forskellighed, mener jeg de, som vitterligt ser forskelligt fra begreber demokrati og selvstyre. Hvor er de henne?

Christinia har sørgeligt nok blot formået at samle en anden flokmentalitet med usynlig uniformering der ukritisk forbruger af et andet demokrati – nemlig det vi har etableret i staten Danmark. Dvs. de finder det selvfølgeligt, at gøre brug af rettigheder som sygehuse, brandvæsen, skolevæsen og politi – og lur mig om ikke de selvstændige erhvervsdrivende og selvbestaltede organisationer på fornemmeste måde gør brug af både offentlige tilskud og skattefradrag.

Og Christiania breder sig ikke kun indefor det område de har fastlagt – konsekvenserne påvirker deres omgivelser, der ikke på samme måde har mulighed for at få indflydelse på de beslutninger, der træffes i Christiania. Det betyder at de omkringboende på Christianshavn bl.a. er generet af den voldsomme trafik, der går til og fra Christiania og derved får inddraget deres mulighed for at færdes frit i deres eget nærmiljø – uden mulighed for at være medbestemmende, om de synes det er en rasende god idé.

Forstå mig ret – jeg har alt mulig sympati for Fristaden, jeg ville bare ønske de havde forvaltet deres mulighed langt bedre og vitterligt forsøgt at skabe en FRI-stad. Som det fungerer nu, ser jeg det som en legeplads for de få, der forkælet kræver rettigheder ind i det omliggende samfund, de ikke selv er villige til at give. Og det kan jeg ikke have så megen sympati for – desværre.

Så skal jeg vælge en kamp, så vil det være at vælte Christiania og etablere en FRI-stad på nye præmisser.