Mona Andersen spørger om det er ok at være elitær og mener at især humaniora og samfundsvidenskaberne skyder over målet, når de påberåber sig at tilhøre en elite. Åbenbart er det ok at være elitær, når det glæder sportspræstationer, der kan måles og vejes – hvor alle andres brug er en trodshandling. Mona ville gerne have en uddybning, så den får hun her og jeg får sikkert øreren i maskinen. Men nu skal der protesteres.
Det mener jeg ganske simpelt er noget forvrøvlet sludder. Danmark har gennem 70’erne dannet præcedens for en frytelig angst for at hævde at noget er bedre end andre – især på det intellektuelle område. Der er blevet peget på dem og vrænget, at de enten var “finkulturelle” eller “elitære”. Skældsord, der i dag har lukket for en udvikling af seriøs forskning og opblomstringen af den herlige “jantelov”. Og det var ganske berettiget at gøre op med professorvældet og åbne universiteterne – men venstrefløjen voksede sig selvfed (tak Kim Møller)…og ikke en skid elitære.
Jeg mener alvorligt, der er for lidt elite i Danmark og at vi derfor er dømt til at sygne hen i andedammens morads af middelmådig diskussion og forplumrede vande. Viden er undervurderet, og her mener jeg den viden, der kræver tankearbejde på et højere plan og ikke den, vi alle kan læse os til i en bog. Jeg mener, eliten er med til at højne et niveau, udvikle menneskeheden (og nej de gør det ikke alene men er ofte oppebærer for nye udviklinger kan ske) og at der er klare distinktioner – hvor man uden tivivl kan hævde at noget eller nogen er bedre end andet. Skabes der forskning, hvadenten det er på humaniora, samfundsvidenskaberne eller andre dele af videnskaberne, der vækker genklang internationalt – så mener jeg vi skal understøtte forskereliten og sikre at de rette midler findes. Og ja vi kan godt tilnød samstille elite med professionel
Har vi store sportsmænd og kvinder, der opnår internationale resultater, så mener jeg vi skal støtte en sportelite, der kan underholde på et højt plan – og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg mener en sports-elite i forhold til den forsker-elite bør have en langt lavere prioriteret.
Jeg skrev i Mona Andersens kommentar, at angsten for det elitære er en udstilling af vores egne mindreværdskomplekser. For når det elitære kædes sammen med negativiteter – som “de tror sig bedre”, finder jeg det handler om en smålig angst for at anerkende andres viden og resultater. Og pludseligt bliver der så lavt til himlen i lille Danmark.
At have en elite betyder ikke omstyrtning af demokrati – vi har jo stadigt et land, hvor skolelærer og mekanikere kan komme i folketinget – og gud ske tak og lov for det. At have en elite betyder heller ikke at vi omstyrter almene menneskelig anstændighed, nægter de svage hjælp eller mener at mennesket ikke fundamentalt har lige rettigheder. Så jeg må spørge hvor denne angst stammer fra, hvis det ikke er en småfornærmet vrængen af, at man ikke selv føler man tilhører en elite og at der derfor heller ikke skal eksistere en. Undertrykkelse kan antage mange former og viden, forskning og retten til at tjene penge er noge af de områder, som har været undertrykt rigtig længe. Hvorfor pokker ikke være stolt over at et land som Danmark, kan og bør producere en elite – det er da paradoksalt at vi kun kan finde ud af at hylde kvinder, der spille håndbold og mænd der sparker til en bold eller slår til en død fugl med et net af kattetarme. At store forfattere eller kunstnere først kan anerkendes, når de er døde af sult. Angsten for eliten forarmer dette land åndeligt og kulturelt.
I den periode hvor frihed, lighed og broderskab flød ind over Danmark som ideologi skal man ikke tage fejl, der voksede en anden elite frem, nemlig den økonomiske magt middelklassen havde – og de var en elite fordi denne gruppe var bedre til at småspare end alle andre grupper. Og det var godt og rigtigt, fordi det i bund og grund financierede det velfærdssystem vi har i dag. Eliten har det nemlig med at poppe op udtrykt i forskellige former.
Jeg bliver så træt, når jeg endnu engang kan mærke der trykkes nedaf og at man ikke er i stand til at se ud over en forankret ideologi. Om nogen bruger begrebet i trods er – når alt kommer til alt – flueknepperi – men når flueknepperiet hindrer store ting i at ske, ja så visner mit smil en anelse i en træt grimasse. For min skyld må gud og hvermand starte deres egen elite, hvis de finder det morsomt – det vigtige for mig er om vi har en som minimum på hele pestel-modellen; dvs. politisk, økonomisk, videnskabeligt, kulturelt og lovmæsssigt.
Og det her handler ikke om højrefløjsanskuelser – det handler i mine øjne om ganske upolitisk at lade være med at undertrykke – de der er skabt til noget stort. At lade være med i ligehdens navn at fjerne mulighederne for udvikling til alles bedste – at tro på at udvikling er en god ting og ikke være angst for at erkende, at der findes mennesker, der har visioner og hoveder bedre skruet på end jeg – og at de sikkert kan finde ud af at bruge det fornuftigt. Eliten består ikke af den samlede gruppe dagbladsanmeldere, der bedømmer til højre og venstre om dette og hint – og ofte har jeg en nagende mistanke om at de fleste kæder anmelderskaren sammen med begrebet elite og derved ikke ser skoven for bar træer.
Det er IKKE ensbetydende med, man skal holde op med at stille kritiske spørgsmål, så længe de er valide og har lidt substans. Og oh yes baby – spank mig for denne omgang ordsalat, men jeg bliver sgu så træt – og så tilhører jeg ikke engang eliten.