Det danske sprog står for fald – ikke i forhold til stavning som så mange himler op om, men i forhold til hvordan ord deles. Gennem længere tid har det irriteret mig grænseløst, at der synes at være en voksende angst for lange ord og vupti bliver de delt – i bedste fald får de en binde-streg som her, tåbeligt.
Efter cafébesøg på Statens Museum for Kunst med alle børn (ja, den yngste havde udtrykkeligt bedt om at komme på museum, fordi det var så længe siden, som poden så nydeligt udtrykte, hvem siger hjernevask ikke virker?) kunne jeg konstatere, at caféens menukort havde nået nye højder af tåbelig orddeling. De havde bl.a. delt ordet “rødgrød” – den danske nationalspise – thi nu sir’ jeg Dem fru Heilbundt! Faktisk var der næsten ikke en linie uden forkert orddeling – sørgeligt.
Nej, rødgrød er i ét ord
Nej, snedkermester er i ét ord
Nej, grillbar er i ét ord
Nej, biograftur er i ét ord
Nej, bomuldsvat er i ét ord
Nej, bombetrussel er i ét ord
I det hele taget så går jeg efterhånden ind for tommelfingerreglen – er du i tvivl så sammensæt ordet, også selvom det fremstår ubehjælpeligt langt. Bryder du dig ikke om ord som “eksaminationsberettigelsescertifikat” få find dog et andet istedet for at dele det.
Så er den prut luftet!