Agurketid i medierne betyder jeg kan holde ferie – sandsynligheden for at min virksomhed skal komme i uføre midt i den varme juliperiode er minimal og jeg trænger til at holde fri. Det har været et begivenhedsrigt forår – men fund af kæreste og trafiksammenstød – jeg ved snart ikke, hvad der har gjort mest indtryk.
Ferien er uden kæresten, for den blev planlagt før han eksisterede som en del af mit liv – men det er også tid til fordybelse og revision. Jeg skal have bøger med, og masser af notespapir til at ridse alle de ting op jeg skal fylde mit efterår ud med. Der ligger et par blogs der skal flyttes, opdateres og genoplives, der et nogle arbejdspapirer jeg skal begynde at forholde mig til, der et et 200 siders bogmanuskript der skal skimmes og så er der et par kærlige breve der skal sendes til ham, der blev hjemme og knoklede i sommervarmen.
Jeg har tidligere drømt om refugie og endelig efter lang ventetid og tålmod har jeg fået en naturgrund ved Vridsløsemagle. Grunden er stor – hvor stor ved jeg ikke – men den er stor. Der står en lille hytte, der er renoveringsmoden og der er drømme og planer om lysthuse, hvor man kan se stjerner gennem taget om natten og træhytter for drenge og barnelige sjæle. Der er roser, blommer og æbler og jeg ved jeg vil ligge i en hængekøje og være lykkelig. Det er mit helt alene og jeg er lykkelig. Alt for mange har ville have haft et ord at skulle have sagt, men jeg har taget valget selv, ligesom med min tatovering (som begyndes i januar 2009).
Men allerførst skal jeg høre ham her i morgen aften.
Uhh, det er sommer.