Afsked

Min sommer er præget af afsked som tema, vel skudt igang med den stille og smukke afskedskoncert Leonard Cohen gav. En af de få mænd på 72 jeg sagtens stadigt kunne forestille mig at forelske mig i.

Jeg har taget afsked med kæresten, der vil gå 3 uger før vi igen ses og det vil vel og mærket være 3 uger med meget lidt kommunikation – dels fordi jeg skal til den del af Europa, hvor vand og strøm ikke altid er regelmæssigt og fordi internettet slet ikke er present på så øde steder og dels fordi jeg efterfølgende skal gå i tavshed og ikke slå myg ihjel i 5 dage . Spørgsmålet ligger stadig og flyder mellem os – hvor meget afsked er der i afskeden – og åbner det for fortsættelsen?

Jeg har taget afsked med min datters barndom, hun skal på Det Fri efter sommeren, hun er halvt voksen og i løbet af de næste 3 år vil jeg se hende til at blive udviklet til helt voksen. Det bliver smukt og sørgmodigt, det er nu min opdragelse skal stå sin kvindomsprøve og jeg vil være ambivalent hele vejen.

Jeg er ved at tage afsked med forestillingen om jeg skal være mor igen, dels fordi jeg er, hvor nødigt jeg end vil indrømme det, ved at blive for gammel og dels fordi mit hjerte endnu engang har åbnet sig for en mand, der umiddelbart ikke er voldsomt begejstret for idéen. Det bliver nok den sværeste og mest sørgmodige afsked, fordi jeg vitterlig føler jeg har kærlighed til et barn mere. Fejlen var og er at mit følelsesliv vil mig det anderledes men jeg bærer sorg over, at jeg ikke evner at skabe det og åbenbart ikke møder ham, der vil skabe netop dét med mig.

Denne sommer er skabt til at skrive digte i, tror jeg.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *