Pilehytter

Pilehytter, vi har bygget en pilehytte i dag i regnvejr og slud og det fik mig til at tænke på hvorfor pilehytter mon er så populære?

Søren Rye har ganske givet en finger med i spillet når han med sin let snøvlende “naturstemme” udgyder sig oom pilens fortæffeligheder – selv tænker jeg på glade børn, der går på oplevelse i en kun let modificeret natur. En anden tænker på kærlighed og romantik og min kæreste tænkte mere på symmetri og fletning, men bevares han og hans bror var de to, der rent faktisk byggede hytten.

Som barn lavede jeg huler og disse udsprang af ønsket om stilhed, ro og intimitet. Det mørke aflukke var min lille verden med mine regler og love. Mennesket fornadrer sig vist aldrigt og ønsket om at have sit eget, stammer helt fra barnets ønske om at være privat i sin egen lille verden. Vores hjem er vores pilehytte – vores aflukke, hvor vi slæber det ind, som kan være med til at gøre det endnu mere vores eget. Faktisk byggede jeg både træhytter og jordhuler, og min lille romatiske drøm var at genskabe Robin Hood livet, med de lystige svende, steg over åben ild og en munter broder, der sang og spillede. Nu vil min bror sikkert betakke sig og er ikke altid lige munter og lystig, men som barn var dette blot en mindre forhindring og slet ikke årsag til at undlade drømmerierne.

Det fysiske nærvær og den romatiske opfattelse af natur – er det et udspring af et fundamentalt hulemennesketrang? Jeg byggede huler og samlede forråd som barn – fantaserede om hvordan jeg kunne overleve ude i den grønmne skov og læste bøger om hvordan man overlever på en øde ø. Den dag i dag har jeg en senromantisk drøm om at leve i det fri – men naturligvis regner det aldrig og der er altid en bekvem metropol i nærheden.

Men pilen er et dejligt materiale – smidigt og friskt som vores fantasi. Pilen har vundet indpas som et af de nye naturprodukter, der skal være med til at gøre vores moderne liv en anelse mere økologisk og rigtigt. Der skal lette vores samvittighed over, at vi omgiver vores børn med forurening og kunstige produkter. Fylder os med farvestoffer og tilsætningsmidler. Pilen er symbolet for en spirende småøkologi, der vinder indpas i det almene liv. Og så er den dejlig nem at holde – næsten som bambus – spirer den én gang, så er den ikke til at udrydde.

Pilehegn, kurvefletning, hampereb og æbletræer – jeg får tårer i øjnene og længsel i hjertet indtil klokken bliver 8 om aftenen, så skynder jeg mig ind til byen igen for det elektriske lys, lyden af mennesker og biler trækker i sidste ende stærkere end fuglesang og høfeber. Jeg lader resterne af naturen hvile i mit hjerte om en lille drøm, der forbliver et glansbillede – et ekko af mine barndoms fodformede og jordhuler. Lugten af skoven uden edderkopper og nattedug får lov til at indkapsle sig og hjem bringes afklippede tulipaner som et minde min dag i naturen.

Økologi er godt så længe den kan bringes til storbyen – sagde nogen blæse og have mel i munden? En klistret fornemmelse man gerne sluger for magelighedens skyld. Jeg elsker storbyen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *