Eat my Shorts

Tekstfragmenter til skrivebordsskuffen

Datteren har sunget og sønnen delt boller ud, der blev nogle købeklumper fra fryseren. Synopsen er sendt afsted og min gud hvor var det ringe. Ganske vist er det en mundlig eksamen, hvor den skriftlige del ikke tæller som en del af præstationen, men jeg mener nu alligevel at der skal mere end en kraftpræstation til at opveje et utilgiveligt stykke sjuske arbejde. Nå, sådan er livets odds og mine numre ligger lavt for tiden.

Så kan jeg i ro og mag kaste mig over al det ekstraarbejde, der har fået lov til at hobe sig op – primært et spændende dyk ind i ERP og SAP. Mit projekt skal også pudses af, det skal ligge klart til den 1. december. Kæresten og jeg arbejder sammen om dette, hvilket giver nogle gevaldige brag af sig af og til.

Et andet projekt, der kører for tiden i mit hovede, er mit refugie-projekt. Jeg har længe gerne ville skabe et lille fristed, hvor jeg kunne trække mig tilbage og kontemplere. En hytte med glastag, så jeg kunne se stjernerne på himlen, ligge i en hængekøje og hvor der ingen telefon er til at forstyrre mine geniale tanker. Nu er chancen der måske for at investere i et lille stykke jord i udkanten af København, så måske det ikke ligger så langt ude i fremtiden. Her kommer mutter med sav og søm!

Vi ses om en uge til Blogforum, jeg forventer en inspirerende dag med masser af meningsudveksling og nye vinkler på alting – for jeg er ikke i tvivl om, at det er en flok mennesker med mange meninger, der samles. Faktisk får jeg åndenød og præstationsangst, når jeg ser, hvor mange kloge tanker deltagerne har gjort sig og hvor meget de har lavet. Det burde hedde blogmarathon, hvor øvelsen går ud på at overgå hinanden i prestigefyldte blogprojekter og teknisk indsigt. Sjovt nok, fordi visse af deltagerne har det med at skose de bloggers, som skriver snørklet og akademisk – må man så godt også skose de, som skriver jeg-er-for- teknisk-fed-til-denne-blog-agtigt?

Mona skriver, at nogle af landets klogeste mennesker læser hendes blog – hvilket fik mig til at spørge mine børn, hvem landets klogeste mennesker var.

Laura: Skolelæreren – fedt nok, de trænger til et klap på ryggen

Elisabeth: Carlsbergfonden – ????

Samuel: Pædagogerne i børnehaven – du skal seriøst færre timer i institution min dreng

Da vi smiskende spurgte til hvilken status far og mor havde, fik vi fnysende fortalt, at vi var dumme. Og sådan kan begrebet “klogskab” fortolkes så forskelligt.

Jeg ved nu – at jeg intet ved.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *