Mødre og døtre

Jeg læste hendes brev til sin mor og det mindede mig om mit eget tvetydige forhold til min mor. Egentligt er jeg for træt til at reflektere over dette emne, men med min egen præpubertære datters spirende oprør i baghovedet ved middagbordet, spekulerer jeg meget på mor-datter forhold for tiden.

Min egen datter er nået til fasen, hvor hun synes at moderen er en irriterende ubamhjertig størrelse, der kun er sat på denne jord for at genere hende. Og en dag vil hun måske skrive et sådant brev til mig. Jeg kan kun håbe.

Men én ting er sikkert, kærligheden er en ulidelig størrelse til tider og selvom jeg er mor, betyder det ikke, jeg er særligt meget klogere eller bedre til at håndtere denne smertefulde størrelse kærlighed er. Jo mere min datter ønsker at distancere sig, jo mere ønsker jeg at trække hende tæt ind til mig og efterspørge den tid, hvor hun blindt så på mig med store kærlige øje. Hvor jeg var den mest elskede mor på denne jord og intet kunne komme imellem os.

Nu er tiden trængt ind imellem os, kilet sig ind og skabt spalter i min datters øjne. Jeg såres og ønsker, det aldrig ville ske, mens jeg ved, det uundgåelige er på vej. Hun er ved at blive stor. Og derfor ændrer kærlighedens størrelse sig for hende, men forstå dog at det gør den ikke for mig. Den smerte og glæde jeg bragte hende til denne jord er uforandrelig og ligesom min datter skal lære om livets hårde realiteter, ligeså skal jeg. Jeg skal lære at min kærlighed til hende ikke længere er nok. At den ikke modtages med det samme altomfavnede forslugne barnesind som for bare to år siden. Og for pokker hvor er det svært.

Jeg bliver ældre og mere stiv i mit sind, hvor min datter for hver dag der går bliver mere og mere plastisk og kritisk. Dette vil uvilkårligt kolidere og den smerte hun føler, når jeg træder ind over hendes grænser for at tilbyde al min kærlighed til hende som en kluntet hundehvalp, er ikke ulig med den smerte jeg føler, når hun afviser mig og al min kærlighed til hende men en barnlig stædig kulde. At have børn svarer til at være ulig – for jeg kan ikke ændre mine følelser for hende, hvor hun vil og skal ændre sine følelser til mig. Og så er det jeg forbander at jeg skal være voksen, forstående, favnende og givende. Så er det jeg bliver urimelig, krævende og såret. Så er det jeg bliver barnet i min reaktion og hun bliver kvalt i dette ønske. Ønsket om at genskabe det dyadiske mor-barn forhold – for som barnet bliver voksen, må jeg nødvendigvis blive barn. Det er urimeligt og uundgåeligt, for jeg kan ikke ændre mine følelser for hende, selvom jeg logisk ved, at hun er ved at forsvinde mellem mine hænder.

(Det er paradoksalt nok præcist på dette ene punkt, hvor jeg tilnærmelsesvis kan nærme mig en forståelse af voksne med en sygelig pædofil trang. Trangen til igen at opleve denne imtime kontakt – den rene pureste kærlighed. Hvordan den så bliver transformeret til en seksuel følelse overgår min fantasi, logik og særligt min lyst til at forstå. Men det er en helt anden diskussion.)

Det er en pest for alle døtre og en sorg for alle mødre, når dette mønster udspiller sig. Jeg mener selv at forsøge at give min datter rum til at vokse og udvikle sig på egne præmisser, men jeg er også ganske klar over, at det bliver ikke uden bravallaslag og heftige følelser klasket på bordet. Det er så forunderligt modsætningsfyldt at få børn.

One thought on “

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *