Eat my Shorts

Tekstfragmenter til skrivebordsskuffen

Jeg vil så gerne have en Christianiacykel. Og hermed begynder min nye log at tage form, for jeg tror faktisk jeg vil skrive om historier – historier der er formet af amatører, professionelle, tyve. ludere og Karen Kedelig. Historier der omgiver os både i form at produkter, miljø og kunst. Historier som jeg selv gerne vil være meget bedre til at fortælle og skabe.

Men vi kom fra Christianiacyklen, som jeg drømmer mig en drøm om. Hvis jeg havde små 15.000 kr jeg ikke vidste, hvad jeg ville gøre ved, så gik turen helt sikkert til den nærmeste forhandler og hjem ville jeg cykle i solskin og regn med 3 glade unger og en svedende mor. For med din cykel følger drømmen om det gode og rigtige. Du er trafiksikker og støtter en af solstrålehistorierne blandt opstartsvirksomheder. Du er alternetiv og udstråler børneglæde, små gårdfester og neo-flowerpower uden at være for frelst. Med christianiacyklen følger et symbol, der vækker genklang og anerkendelse hos andre børnefamilier og prisen signalerer, at du alligevel ikke helt er på spanden og selvom du er, så prioriterer du rigtigt og har tænkt over tilværelsen. Med cyklen følger løftet om, at det er ligegyldigt om det regner eller sner – dine børn får røde æblekinder, de kan sove i ladet på vej hjem fra festen og du kan holde den slanke linie. Med cyklen kommer der en net em af far-til-fire-idyl, vi alle kan have brug for en gang imellem, et løfte om gode udflugter, mobilitet og højt humør. Harley Davidson indenfor rækkevidde og i sikre rammer ikke for langt fra vanen og hjemmet.

Jeg ville cykle ud til standen, ind i skoven og hen til vennerne. Cykle mine indkøb hjem – også de 15 liter æblejuice. Så der der blot det lille men – at denne historie ligner til forveksling, den jeg konstruerede da jeg købte mine rulleskøjter. Bevares jeg har stået på dem men slidmærkerne stammer nu mest fra min datter, der har lånt dem så rigeligt. Åh hvad – drømmen har vel lov til at leve. Så hvor min kæreste glaner efter de dyre skinnede bíler, glaner jeg længelsfuldt efter de cyklende leende familier med lad. Håbet om at komme ind i det usynlige kollektiv blandt ladcyklende småbørnsfamilier, for mig til at spekulere på, hvem der ejer mig sjæl. Jeg vælger stadig at tro at friheden til at drømme stammer fra mig selv, at jeg så har en svag naiv sjæl, der lader sig påvirke gør mig vel bare så meget desto mere menneskelig.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *