Eat my Shorts

Tekstfragmenter til skrivebordsskuffen

Travlhed

Bloggeriet må vente – jeg er sendt i tvangslejr. For 4 måneder siden måtte jeg se de smertelige erkendelser i øjnene og afslutte mit selvstændige eventyr. Grundet fælden “supplerende dagpenge med ret til selvstændig bibeskæftigelse” røg jeg direkte ind i “1. aktive periode” (jeg er sikker på at navnene for disse ledeighedsregler er opfundet af velmenende pædagoger). Men ledig var og er jeg og det kan man ikke have i dagens Danmark. Så nu er jeg sat i aktivering. Heldigvis fik jeg lige en sommer i ro og fred (bortset fra gemalens sygdom).

Aktivering er et studie i sig selv. Jeg er en retlinet borger, så jeg følger gladeligt alt hvad jeg kan følge – man kan kun blive klogere og tager det med godt humør. Optimismen fejler intet foreløbigt, selvom jeg har svært ved at få det store overblik i fornuften af dette projekt. De vil gerne have vi er aktive og møder op kl. 9 og går hjem kl. 15. Før jeg gik på dette kursus begyndte min arbejdsdag kl. 8 og sluttede kl. 15.30, for så at blive taget op igen kl. 20.30 til ca. 21.30. Men folk er arbejdsløse, fordi de enten ikke vil i arbejde eller ikke evner det – sådan er filosofien. Så derfor følger jeg nu 2 kurser – et selvvalgt(det givtige) om forandringsledelse og et påtvunget (det sjove) om jobsøgning. Én ting har jeg lært – der går en masse uudnyttede fantastiske ressourcer rundt og laver – ingenting! Det er en skandale. Søde, sjove, kloge mennesker, der kan og vil en masse og har tonsvis af god erfaring – sig mig hvor er det gået galt for arbejdsmarkedet?

Jeg er blevet inspireret i denne første uge til at starte 2 projekter op og danne et nyt firma – gid man havde pengene…*suk* – så det er med smil i øjet og grin på læben jeg tropper op i næste uge også.

Bloggeri og andet må vente pænt – jeg skal i arbejde. Kryds fingre og tæer – jeg er ikke skabt til lediggang og A-kassens kurser.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *