Min datter – min smukke, kloge, søde, dejlige datter fyldte 11 år i dag. Hun blev fejret hele dagen med fødselsdagsmorgenmad hos sin far, hans respektive kæreste og hans familie, familieeftermiddag med mor, hendes respektive kæreste, far og familie samt klasseaften med 12 skrigende piger i præpuberteten, der indtog sukkermængder, der kan holde Danisco i live de næste 2 år. Sodavand, slik, kage, burgers og chips blev nedsvælget i rå mængder, mens jeg så forbløffet til.
Min datter gør mig stolt. Ikke nok med at hun er forbasket velbegavet, hun er også afholdt af familie og venner, samt en glad og tilfreds lille duller. Jeg under hende alle de fødselsdage, hun kunne ønske sig, men som hun ældes, gør jeg ligeså. Jeg kan ikke lade være med at få et stik i hjertet over, at for hvert år glider hun umærkeligt fra mig. I små usynlige ryk er hun ved at forberede sig på det, vi kalder livet. Jeg græmmes og får lyst til at fastholde hende i nuet – for jeg bliver så smerteligt mindet på, hvor flygtig tiden er. Hun vokser og gror, mens jeg blot kan se på og acceptere. Det er ikke fair. Hun er min – hører I, jeg har født hende i smerte og glæde, og ingen fortalte mig for alvor, at jeg hvert år smilende skal se til, at hun lige så forsigtigt rykker nærmere den dag, hvor hun ikke længere tilhører mig, og det faktum forbedres ikke af, at jeg i samme takt rykker nærmere den dag, hvor jeg ikke længere tilhører livet.
Endnu har hun fødselsdage, hvor hun får legetøj, men lige så stille er neglelak, tjekket tøj og mobiltelefon gledet ind i repetoiret. Jeg gav hende et gavekort til den nye Harry Potter bog – for jeg vil gerne fastholde hendes barndom en stund endnu. Ikke mindre end 3 mænd – hendes far, samt to farbrødre hjalp tappert til, mens ungerne hujede gennem lejligheden for til sidst at dumpe udmattede omkuld i luftmadresserne til dvd film og chips. Min søn tog det hele med stoisk ro, indtil filmen knækkede af træthed, og han måtte trøstes i seng. Han var omgivet af piger og elskede hvert minut.
Min datter er omgivet af en familie der elsker hende, hun er værdsat og beundret, hun er heldig. Som familie fungerer det med dine, mine, vores samt puslespillet om hvem, hvad, hvor og hvorfor. Derfor er det lykkedes umanerlig godt at få glade tilfredse børn, der forholdsvis nemt fungerer med to hjem og forskellige regler. De ved, de er elsket begge steder, og at de er skabt i kærlighed. Men derfor hader jeg alligevel hvert et minut, hvor de er væk fra mig, og jeg får altid en ubendig trang til på bedste egoistiske vis at tvangsforflytte begge unger permanent hjem til mig – tvivl aldrig på det. Kun sund fornuft og pædagogisk sans afholder mig fra skrigende at gøre krav på urmoderinstinktet – at få mine børn hjem til hulen.
Min elskede Elisabeth, tillykke med de 11 år – du er min stolthed, mit hjerte og min glæde. Du er ét af de vigtigtigste elementer i mit liv – pas godt på dit eget – det er en ordrer!
Mine børns fødselsdage får mig til at græde og længes efter endnu flere børn.