Frivillighed
I was all the things that people thought they are allowed to be, when they are fighting for a course. (“Joan of Arc”, Luc Bresson)
Jeg laver meget frivilligt arbejde, både fordi det er sjovt, og fordi jeg derved bilder mig ind at gøre en god gerning. For nyligt trådte jeg dog ud af et frivilligt arbejde, som jeg havde brugt rigtigt meget tid på, og som jeg havde haft store ambitioner på vegne af og med den rette indsigt, kunne være blevet til et brandspændende projekt. Jeg var med for forandringens skyld (er vild med forandringsteorier for tiden)- men den kom ikke, og jeg må ærlig indrømme, jeg tror aldrig, den vil komme. Jeg har mistet min tro. Jeg måtte indse, at selvom Muhammed kommer til bjerget – fatter bjerget ikke en bønne og flytter sig ikke en millimeter. Så derfor måtte jeg stoppe, mens legen var lunken.
Og netop det med at stoppe er en underlig ting. Jeg mener, man kan godt finde ud af at stoppe, når den løn man får på sin arbejdsplads ikke stemmer overens med hvad man ønsker sig, eller hvis kollegerne er dumme, eller man ikke kan få opfyldt sine ambitioner. Men hvad er det ved frivilligt arbejde, der gør at man i langt højere grad finder sig i alle tre ovennævnte i langt længere tid – og så får man ikke engang penge for det.
Jeg udførte ikke noget, jeg ikke havde prøvet før. Jeg blev svinet til i den grad af en inkompetent ledelse. Jeg fik aldrig et ærligt tak for det, jeg lavede, jeg fik skudt de værste motiver i skoene og det var mere end 10 timers reelt professionelt arbejde om ugen. Jeg fik aldrig en tilkendegivelse i form af goder, venlighed, klap på skulderen fra den daglige leder og vi var vel så forskellige som nat og dag og projektet var ikke prestigefyldt overhovedet. Alligevel fortsatte jeg med at kæmpe og vende den anden professionelle kind til – i FRIVILLIGHEDENS navn uden at få en JANTE. Jeg mener, hvordan kan det være?
I frivillighedens navn er det udkæmpet krige – dette var vel nærmest at betegne som en krusning på overfladen. Men det bestyrkede mig desværre i menneskets værste side – evnen til ikke at kunne se ud over deres egen smålige afstumpede næsetip. Magt korrumperer også på det usynlige plan og nogle mennesker kan ikke tåle det – jeg er ramt i min idealistiske sjæl. Jeg har set det før, og for hver gang forundres jeg, mens mine alarmklokker kimer for mine døve øren.
Udover at det bestyrkede mig i min tro om at visse organisationer, der er gennemsyret af politiske spil, ikke er velegnede for mig – så kan jeg kun undrende se til, mens personer jeg holder af og respekterer fortsat lader sig misbruge i frivillighedens navn. Hvad er det, der gør, at man har sværere ved at slippe, det man oprindeligt valgte udfra et idealistisk syn selvom alle pile peger den gale vej? Der er vist en flig af den menneskelige psykologi, jeg skal lære at kende nærmere – jeg finder det meget interessant.
Men derudover så elsker jeg at lave frivilligt arbejde, jeg tror jeg er afhængig. Med tabet af det ene har jeg nu kun 2 frivillige organisationer jeg arbejder i. Herre jemini, bliver jeg aldrig klogere? Jeg må straks starte et nyt op….