Familie

Min far kommer på besøg med sin nye kone helt fra Slovakiet, hvor han bor. Jeg har taget fri for at være sammen med ham.

På den ene side glæder jeg mig, jeg savner ham på en eller anden underlig måde, men på den anden side står alle hans irriterende sider mig så lysende klart, at jeg ved, at jeg efter 4 dage vil være totalt udmattet. Familie er en forunderlig størrelse. Jeg elsker mine børn, og tanken om at de en dag vil have det på sammen måde kan knuse mit hjerte. Men jeg er lige så klar over at de skal løsrive sig…en dag…langt ude i fremtiden.

Min far var mit store forbillede, det er fra ham, jeg har min heftige ideologiske trang og blødende fornemmelse for at kæmpe for alt, hvad der er uretfærdigt og hidse mig op over systemers ufleksibilitet. Jeg tvivler heller ikke et splitsekundt på, at han elsker mig, og netop derfor kan jeg ikke forstå, at han ikke formåede at gøre min barndom lykkelig. Tænker jeg tilbage er det med sorg i sjælen, selvom tiden og forarbejdelsen har udvisket det værste. Jeg har forlængst tilgivet ham, men derfor kan jeg ikke undslippe mig selv. Underligt så modsigelsesfyldt kærligheden kan være og underligt så længe, det kan forfølge én.

Under alle omstændigheder vil jeg dog gerne ende som ham, I en alder af 60 giftede han sig igen og flyttede til Slovakiet, langt ude på landet for at begynde forfra og blive lykkelig. Ikke noget med Costa del Sol eller Spanien på aftægt – næh nej et 2 etagers betonhus som levn fra den tidligere østblok, der bliver ombygget, en nyopgravet have og en å der klukker, har han valgt som pensionsprojekt. Jeg vil gerne turde vove på samme måde, når jeg bliver 60.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *