Endelig
Endelig er Blogger oppe at køre igen. Så kan man få sit daglige exhibitionistfix lige ind i årerne 😉
Jeg har redigeret i min blogrolling, så der vil fremover kun være danske weblogs på den. Ikke fordi de er specielt mere interessante end de udenlandske, men mere fordi jeg er så forbandet dårlig til begrænsningens kunst – så lidt forløjet fokus skal jeg sætte mig. Til gengæld vil jeg ikke værdisætte nogle af dem, alle de jeg støder på ryger ind på listen – skidt som kanel. Der er i mine øjne ikke noget berigende i at linke til en masse weblogs, der blot linker tilbage, fordi vi alle ligner hinanden. Rygklappere vil jeg hellere have i virkeligheden, der er de mere til gavn. Leve forskelligheden!
Og apropos det med at ligne hinanden så ufatteligt meget, hvorfor er det nu liiige, der er så meget tale om et A og et B hold blandt webloggere? Det minder mig om en række voksne mennesker, der rækker tunge af hinanden og synes alle andre er dumme. Jeg er alvorligt i tvivl om, at A og B hold alligevel udsiger noget særligt om det menneske bag, der sidder og skriver. Indtil nu har jeg formået at finde små guldkorn i de flestes weblog uanset fokus, indhold og mening om dette og hint. Jeg er absolut ikke enig med mange af jer, der weblogger, men for pokker hvor er der guldkorn at finde.
Jeg blogger for mig selv, men jeg blogger da også for at give noget tilbage af al den inspiration jeg finder. For at råbe ud i en verden, der omgiver mig, uanset om det er på nettet eller i virkeligheden. Weblogmania og danske weblogs er et fragment af verden, der omgiver mig, såvel som mit lokalmiljø gør det. Og jeg ville da være et utaknemmeligt skarn, hvis jeg ikke skrev, udvekslede og kommenterede. Men det er ikke det samme, som jeg ønsker at være kendt eller populær. Ærlig talt så tjekker jeg sjældent min statestik, aner ikke hvorfra I kommer eller hvor ofte I læser og kommenterer denne blog. Jeg blogger, ergo så er jeg i cyberverden. Om jeg så eksisterer, når I ikke læser mig, det ved jeg ikke!