Superstjerner
Jeg har en last til skoddårlig TV ind imellem og derfor fik jeg zappet mig forbi det sidste nye vi-har-købt-koncept-i-England-fordi-vi-ikke-har-råd-til-selv-at-udvikle serien “Idols”. Udover at hulke af grin over de helhjertede forsøg, så fik det mig endnu engang til at indse, hvor meget folk gerne vil være kendt. Og ærlig talt vi har brug for det. Jeg er ved at være træt af, at hver gang der kommer en ny dansk film, så flasher tordenskjolds soldater forbi. Okay vi er et lille land men alligevel. Ærlig talt vi trænger til en blodtransfusion. Hvornår bliver vi træt af at spille på den sikre hest: danske kendte skuespillere spiller en flok helhjertede halvforbrydere med det sædvanlige glimt at sort ironi og “streetwise” humor?
Det minder mig om arkitekturen herhjemme: ud til vandet og gerne med masser af glas og stål. Sig mig har glasmafiaen slået til igen?
Nu er det ikke fordi jeg lefler for alt der er amerikansk, men hvis jeg skulle nærme mig noget der hedder idoler indenfor populærkulturen s er det Madonna og Johnny Depp alene for deres evne til at skifte stil og derved undgå trivialiteternes holdeplads. Johnny fordi han endnu ikke er faldet for fristelsen at lave en 2 er af en blockbustersucces (okay vi ser lige bort fra Nightmare on Elmstreet, men det var trods alt i hans unge dage før stakaterne rullede ind og man har vel lov at blive klogere) og Madonna fordi hun så ganske kamæleonagtigt skifter udseende fra musikvideo til musikvideo. Madonna er dog på nippet til at falde af piedestalen – den amerikanske patos må meget gerne skiftes ud meget snart.