At kende sig selv
Min elskede er syg, sådan rigtig akut syg, men ambulance og hospital og det hele og så lærer man i disse situationer noget om sig selv, man ikke ikke vidste før.
Jeg lærte, at jeg bliver ganske kold og stiv når min elskede ligger og vånder sig i smerte, at jeg nøler med at ringe efter ambulancer, fordi det virker så fatalt, at chokeffekten først indtræder dagen efter, at jeg ligefrem bliver irriteret over at det altid sker om natten, at jeg får lyst til at græde hele dagen, at jeg begynder at spekulere i testamente og hvordan jeg dog skal klare mig selv, at syge menneskers spyt og slim giver mig kvalme, at jeg ikke vil leve uden ham, at seperationsangsten hos mig er stor, at jeg ikke kan overskue, hvis han fejler noget alvorligt, at jeg er pædagogisk overfor mine børn i en sådan situation, at jeg savner familie til at hjælpe mig, at hospitaler roder, at morfin ikke tager min elskedes smerter, at udelukkelsesprincippet hersker når man skal diagnosticere, at der er en fin udsigt fra 12. sal, at jeg ikke aner mine levende råd.
Nu ligger han derinde igen for 4. gang og jeg tænker kun på mig selv – det får mig til at føle mig som et usselt menneske.