Oprydning

Det er ikke fordi jeg er et svin – men jeg hader at rydde op. Nej, holdt det sig bare til det – jeg hader al det fordummende husarbejde; som oprydning, vask, støve af, vaske gulv, støvsuge, stryge og afkalke. Jeg hader det seriøst og det hader mig. Jeg mener seriøst min hjerne er ikke bygget til at producere tanker om hvordan man optimalt vrider karklude og hvilken polervoks og ajax man bør bruge på klinkegulve. Det er helt sikkert muligt at finde både vasketøj, fnullermænd og krummer fra i forgårs i mine kroge. 2 voksne og 3 børn producerer seriøst meget affald – også andre steder end i skraldespanden.

Det værste er, at jeg tvinger mine børn til at rydde op – de har vel arvet det samme had fra deres mor – men desværre hader vi ikke nok til at gå i krig mod skidtet. Jeg lader det være – opbygger istedet sirlige bunker af bøger, papirer, interesante artikler og andet dimmer, der kan samle endnu mere støv. Så hvorfor gør man nu det? Når man som voksen selv har erkendt, at man ikke er et ordentligt, renligt, sirligt menneske med kniplingsduge på bordet. Hvorfor giver man så dette helvede videre til sine børn? Hvorfor skammer jeg mig en anelse når jeg for gæster?

Gæster, det er et cirkus – jeg hopper befippet rundt mens jeg søger at rydde en stol – skifte dug lynhurtigt og samle håret mens jeg spekulerer som en gal på, hvor meget toilettet lugter. Gevinsten for de som kan holde mit rod ud, er som regel god mad og rigeligt med rødvin og snak. Men ingen har endnu tilbud at komme og gøre rent for mig. Øv.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *