Hvor går grænsen, jeg spørger bare naivt? De fleste kan ikke trække en grænse mellem deres egen person og det de gør og bliver derfor seriøst defensive, når man kritiserer det, de rent faktisk gør. Og det kan jeg faktisk godt forstå – men hvor svært det end kan lyde, så er der sund fornuft i at trække en grænse, sætte sig ned og tie stille og lytte til kritikken, for ellers bliver det aldrig bedre.
Lande trækker grænser for at definerer sprog, kultur og styreform. Mennesker trækker grænser for at definere sig selv og forældre trækker grænser overfor deres børn. Det hele handler om rum – rum til at skabe.
Men grænser er sådan et dejligt paradoks – for det både udvider og indsnævrer. Man vil gerne være åben, men samtidig vil man ikke være grænseløs. Man vil gerne favne, samtidig med man vil være klart afgrænset.
Der er ikke en dybere filosofi bag dette – jeg undrede mig bare i et kort grænseløst sekundt.