Jeg har helt klart et usundt forhold til mad – eller jeg er ikke engang sikker på, man kan kalde det et forhold. Det svinger op og ned mellem at jeg på den ene side voldæder et eller andet perverst og på den anden sider spurter rundt i 3 dage uden at spise en smule. Jeg ved godt, det ikke er det sundeste i verden og jeg kan ved gud grød heller ikke finde ud af, hvad det er, der gør jeg ikke kan finde en rimelig balance.
Spiser jeg sammen med andre, så æder jeg til jeg er nær brækgrænsen – jeg råspiser simpelthen kæmpemængder og har det ganske herligt omend mine bordkammerater er ved at trille ned af stolen. Spiser jeg alene, ja så spiser jeg enten ikke eller voldspiser et eller andet særdeles usundt i overdimensionerede mængder. Vejer jeg 200 kg. – næh jeg vejer næsten det samme, som da jeg var 18 år og det ligger under de 50 kilo.
I dag vågnede jeg med et morgendepression, der ville noget – jeg var ved at banke mine unger (gud forbyde det) og rive hovedet af min sagesløse kæreste (stakkel), men morgener har aldrig været min kop the. Da depressionens tåger havde lettet sig, så kværnede jeg 1/4 bradepande banankage, der var blevet tør – og siden har jeg ikke spist. Sådan går det tit – jeg kigger i køleskabet og finder alting uappetitligt, så går jeg en tur ud i byen for at finde alting uappetitligt, så vender jeg hjem, spiser et æble for så at overfalde det mest uappetitlige mit køkken kan byde – i dette tilfælde en tør banakage. Huh . hvad handler det om?
Jeg kan nemlig ikke finde et mønster – er jeg glad spiser jeg ikke, er jeg depressiv spiser jeg ikke – det eneste jeg kan finde ud af er, at jeg spiser ud af kedsomhed og straffer mig selv ved at spise det absolut mest groteske. Det værste er jeg kan ikke selv finde ud af at købe ind til mig selv, for hvad jeg synes kunne være spiseligt i nuet bliver helt sikkert uspiseligt i fremtiden og hvad andre anser som sund og nærende kost, kan jeg ikke få ned i halsen.
Forstå mig nu ret – jeg elsker mad – inviterer du mig ud at spise, er jeg den lykkeligste og mest spisende person, du kan tage med – jeg synes, at al den mad andre spiser er superlækkert indtil jeg slæber det ind i mit eget køkken. Så går glansen seriøst af Sct. Gertrud og maden ligger blot og vrænger af mig.
Jeg er ikke helt sikker på hvad det går ud på – så nu vil jeg gå ud og snuppe mig et æble.