by Yong Sun
Der er gået 3 måneder og alle har glemt, at du er død. Jeg savner et spøgelse, jeg græder over intet, jeg mangler en ikkeperson i mit liv. Det forventes at jeg er kommet mig, at jeg er normal igen, at jeg kan fungere og performe og le, somom du aldrig har eksisteteret, somom din eksistens er et produkt af min sorgfulde fantasi.
Der er ingen der længere spørger – hverken til dig eller mig. Der er ingen der længere husker at du døde.
Men jeg husker, jeg er ikke kommet mig, jeg halter mig igennem og føler, at jeg er tæt på at brænde sammen, at skrige, at dø i en glasklokke.