Nærværsmennesket

Jeg spår facebooks død – jeg spår netværksmenneskets endeligt. Vi hyper omkring sociale medier og overser signalerne i den kommende voksengeneration. Det skal hertil siges at jeg alene dømmer det udfra min egen børnefloks adfærd – de er henholdsvis 18, 12 og 10 år. Ingen af dem bruger facebook særligt meget – de har været der, de kan ikke se værdi. De er trætte af den evige distancerede tilstedeværelse, de er strætte af at alle deres relationer profitoptimeres – de gider ikke tankegangen om at alt skal tilføje værdi eller alt skal optimere.

Og et eller andet sted er det en forunderlig altmodish liniær tankegang der ligger som grunddogme for netværkstanken. Fundamentalt taler vi stadig om at maximere – at øge – at vækste – om det er relationer, vores egen me-værdi eller vores tilstedeværelse online. Men hvem siger at væksttankegangen er en bæredygtig strategi. Hvad hvis den nye generation for en gang skyld ser rigtigt – født ind i en overflod – begynder de endeligt at reducere. De vil ikke flere medier, de vil ikke flere opkoblinger – de vil kun have venner de reelt har mødt og reelt kan lide. De vil nærværet fordi de er vokset op med distancen og den konstante online præsens imponerer dem ikke – tværtimod.

Nærværsmenneskets måler værdi i tid, i kvalitative relationer og i ægthed. Jo mere tid du bruger med mig, jo højere værdsætter jeg dig. Jo længere tid du tager om at svare, jo mere har du tænkt dig om. Min datter er træt at de evige bips på mobilen, mine sønner bruger ikke facebook. De er kun 10 og 12 og de er ikke imponeret og jo, alle deres venner er derinde, men de bruger det heller ikke. Facebook holdes i live af netværksmennesket højtideligt tro på egen vigtighed – på jagten efter merværdi i relationen. Og så er det her jeg må sige jeg selv har +700 venner og er derinde hver dag – for ganske vist er jeg ikke netværksmenneskegenerationen  – men jeg vil så gerne. Men en dag tør jeg måske være så modige som min 10 og 12 årige børn og sige: “jeg bruger det jo ikke rigtig til noget”.

2011

Nytår er den store kommunikationsdag – den dag hvor vi taler med andre, med vores partner, med os selv. Vi lover, vi ler og vi håber og i bund og grund kommunikerer vi den aften, det udsyn, vi ønsker at skabe for det nye år.

Derfor skal nytårsfesten er også være den store kommunikationsfest. Vi skal signalere festlighed, vi skal skåle, vi skal spise fine middage, være sammen med familie og venner og vi skal så meget, at flere og flere efterhånden står af. Ikke mere glimmer, ikke mere fest og ikke mere druk. Signalerne stemmer ikke overens med ønskerne længere. Istedet er indtrådt en inderligheds-trang. Vi vil være nære, vi vil være oprigtige, vi vil være spirituelt åndelige. Flere og flere vælger at fejre nytår alene i selskab med dem selv – ikke nødvendigvis ensomme men snarere mediterende, ransagende og fredfyldte. Flere og flere lægger alkoholen, kødet og sukkeret på hylden og faster, detoxer eller “raw food’er” den.

I går havde jeg ligesom resten af Danmarks befolkning anledning til at tale med manden min. Vi har været gift i under et år og det var nemt at fortælle ham, det var det bedste år i umindelige tider. Vi valgte stilheden, ædrueligheden og inderligheden uden at der gik “raw food” i den og det er for mig et fantastisk signal at sende ud i 2011. Vi vil være nære, ædruelige og kommunikerende. Jeg ønskede mig mere kitchen talk, han ønskede sig mere musik i sit liv. Begge gode kommunikative ønsker.

God 2011.