[blålys=distanceblænder]
Jeg lider til tider af en Aksel Sandemosesk vrede over den lave himmel og de småborgerlige dyder og det giver mig en længsel i kroppen efter andet, mere og nye græsgange. Jeg må være født til andet og mere.
Som barn blev jeg mobbet – ikke bare kærligt drillet men hammermobbet og holdt udenfor. To katolske forældre fra København plantet midt i den vestjyske muld hjalp ikke meget til det faktum at bette Charlotte var kinøjser. Det var bare en ekstra byrde at bære.
Siden har jeg drømt om en Sandemosesk tilbagevenden i hæder og ære, men det er kun blevet til en tam prut. Faktisk ikke engang det – det er aldrig blevet. For jeg blev ikke rig, berømt, kendt eller hvad det nu var der skulle til for at dupere alle de der skulle duperes. Fakstisk blev jeg temmelig almindelig, småborgerlig og kedelig.
Det fik mig til at konkludere at jeg er et blålys set med mine egne øje: Nej Charlotte, du er ikke et misforstået geni – du er ikke noget geni. Du kan udføre ting til over middel men det er sådan cirka så langt som det rækker. Du er bedst til at opstarte, men ikke så meget andet. Og så er det jeg spørger mig selv – skal jeg blive ved med at forsøge?