Nu har jeg flere gange stødt på idéen om, at man kun har en blog for at blive set. Det er altid kodet sammen med en lettere nedladende holdning, fordi vi må jo endelig ikke blive set i lille Danmark. Naahaaj, vi skal skutte os i andedammen og ikke flyve højere end vingerne bær’ (Lille Palle burde bures inde på livstid for den sang).
Ja, jeg har en blog for at blive SET- eller rettere HØRT, selvfølgelig har jeg det. Ellers kunne jeg blot sætte mig ned og tale med mig selv ind i væggen (det sker nu også til tider). Jeg sidder i en humanitær organisations bestyrelse for at GØRE en forskel, og jeg deltager i flere interviews og publicerer artikler for at TALE en sag. Og ærlig talt så kan jeg ikke se, at det at have en blog for at blive set/hørt eller lagt mærke til skulle være en så forfærdelig ting. Det er praktisk talt det eneste (næsten) reelle demokratiske jeg finder på nettet – det at alle kan tale en eller anden perifær sag, blive set, hørt eller sniffet af (næsten) alle.
Det findes en zillion hjemmesider på nettet af mere eller mindre lødig karakter, og de er alle lagt for at blive set. Skulle bloggere så være så forfærdeligt anderledes? Den vrængende tone er typisk brugt, når det konstateres at en eller anden har en mere populær blog, skriver flere kommentarer eller blot er uenig, så udråbes det straks til at vedkommende har en sygelig trang til at blive set, hørt eller noget andet “du er en prut” agtigt. For pokker skulle da bruge tid på at skrive, hvis ikke andre skulle se det. For pokker skulle da lægge kommentater hos andre, hvis det ikke var fordi man gerne ville i dialog og SES!
Gu vil bloggere ses, og nogle bliver set mere end andre. Jeg bilder mig selv ind, at det skyldes de enten er dygtigere til et eller andet, appellerer bredere eller blot og bart har mere (sex)appeal. Og det er ikke så forskelligt som fra den virkelige verden. Men paradokset er, at fordi vi bevæger os ind i en zone, hvor alle med internetadgang kan deltage, så må nogle ikke være bedre end andre – nogle må ikke ses mere end andre. Herre Jemini…til bloggere, kommentarfreaks og anonyme kvartalsbloggere – lev i fred, gør som I lyster, kværuler endeligt og lad for guds skyld være med at bukke under for kravet om dukkede nakker og ensformig opførsel. Så længe man ikke forventer alle svarer…
Jeg får til tider sådan en lyst til på bedste Martin Striid-agtig måde at råbe PIK!