”Det er valg, det er salg, det er fornuftens fald” kunne der rappes af diverse jokere, poser og hvad de nu hedder alle de seje med henteattitude, bling bling pimpsmykker og street credability, og de ville passe som fod i hose til dette års valg. For aldrig har den amerikanske model fejet al sund fornuft af bordet og overtaget argumentationsniveauet som ved dette valg.
Medierne har lugtet lunten og det er ikke helt uden grund at den skarpe programvært spurgte Lykketoft, hvorfor brillerne var væk i starten af valgkampen. For de har lært noget de kære politikere af stylister, spindoktorer og USA. Det har lært, at det gælder om at ”se ud” – og på den måde følger de pænt deres egne valgløfter, hvor det gælder om at ”lyde godt”.
”Schein” hedder det med et mere filosofisk udtryk, der er alt for dybt til at beskrive den bevægelse, der har møvet sig frem på første række. Åndelig dovenskab vil jeg kalde det. Dovenskab fordi man ikke gider besværet med at sætte sig ned og formidle lidt mere sammenhængende budskaber frem, dovenskab fordi man ikke gider kæmpe imod mediernes selvbestaltede magt, dovenskab fordi det er nemmere at forfalde til den amerikanske model – smil for fanden, du er på.
Men politikerne er ikke de eneste skyldige i denne dødedans. Fastklamret til politikerne i et solidt greb er TV-producerne, der har været på amerikansk mediekursus og blindt applikeret modellen med rappe spørgsmål under bæltestedet, hurtige dueller med 2 sekunder til hver debattør – gud forbyde der skulle afsløre sig intelligent liv i debattørens hoved – godt krydret med nemme oneliners, heppekor og balloner – four more years. Så mangler vi bare at Anders Fogh afsløres med en lille firkantet udposning på ryggen, så er konspirationsdyrkerne også sikre vælgere. Jeg er nu ikke så sikker på, vi ville blive så overraskede.
Så selvfølgelig smed Lykketoft brillerne for at se godt ud, selvfølgelig er der er grund til at alle politikerne over en kam er nypudsede, nystrøgne og nyklippede – smil for fanden, du er på. De eneste der har vovet at gøre noget andet er Minoritetspartiet, der har fået TV-Glad til at producere deres hakkende valgvideo med en række særdeles forunderlige usammenhængende kvinder. Havde det ikke været for den enevældige Rune Engelbrecht – som desværre virker som den eneste sammenhængende person i partiet – og et mig noget usammenhængende partiprogram (sjovt nok kom jeg til at tænke Minoritetspartiet, da jeg så en dokumentarudsendelse om kollektivet Friedhof i går), så havde Minoritetspartiet måske været værd at overveje.
Og det ærgrer mig, at de eneste, der vælger at afvise den amerikanske model, er valgets pauseklovne. Det ærgrer mig, fordi det fortæller mig, at de danske vælgere stiltiende accepterer den model, der nok skal vise sig at være startskuddet for mange valg fremover, med alt hvad der følger. Fra nu af kan du forvente et sensationelt roadshow, indsamlingskampagner (det det koster kassen at køre valgcirkusset) hvor det ikke længere skjules hvem der støtter hvem og med hvor meget, nemme oneliners og mere overflade. Havde politikerne været umenneskelige før, så er de tilmed uden dybde nu.
På den anden side er der en fordel ved overflade – der skal ikke kradses så meget i lakken. Kan man gennemskue mediets tyranni, så vil du have nemmere ved at gennemskue din politiker. Krads lidt i Lykketoft og se hvor usikkert han vakler på sin formandspost, krads lidt ved Fogh og se hvor brutalt han styrer sin valggruppe. Og valget står i mine øjne mellem de to poler usikkerhedens konsensus eller brutalitetens hegemoni.
Jeg har personligt opgivet kampen, for problemet er, at jeg nok kan tage stilling men på det forkerte grundlag. Det svarer til at bygge sit hus på grus, det skrider det skidt. Og jeg kan ikke engang bruge partiernes oprindelige ideologier til noget, de er ædt op af realpolitik og kompromisser, der i bund og grund handler om personinteresser og magtsyge. Og til alle jer der siger man skal tage stilling og man skal stemme – jeg har taget stilling, der er bare ikke mulighed for at sætte kryds ved den stemme, jeg går ind for.
Det er valg, det er salg, det er fornuftens fald – four more years, Fogh er klog, Ind med A – for de ka’. 10 milliarder, skattestop, mere rengøring, bedre skoler. Yihaaa Democratic Cowboys – it’s the wild wild voting game.