Indrømmet, jeg har aldrig været godt til at fremstå som værende særlig sej eller cool (alene brugene af disse to ord må cementere min påstand som værende nær en sandhed) men nu har jeg købt en scootcar og ser frem til at mine street credits stiger i takt med at larmen tager til.
Den er sort, overdækket og trænger seriøst til en kærlig hånd, nye fordæk, rem og bremseklodser. Da jeg er en bette satan, har jeg trukket gassen op i håndtaget og fået svejset en klods på bremsen. Den er min og imorgen bliver den vasket i varmt sæbevand og poleret med vinylglans. Om et ½ år kommer den til doktoren og får skiftet hvad der skal skiftes og jeg har investeret i et par hynder, så jeg kommer længere frem. Den accelerer og bremser lidt langsomt, men den koster kun 720 i forsikring om året, må parkere på fortovet og ved de gule striber og kører 33 km. på literen.
Jeg har aldrig været godt til at forstå disse mekaniske køretøjer (biler siger mig f.eks. intet) men denne lille brummende scootcar, er jeg dybt forelsket i og jeg spekulerer allerede på, hvordan jeg opgraderer den, så den kan blive helt stolt af sig selv igen.