Eat my Shorts

Tekstfragmenter til skrivebordsskuffen

Gennem det meste af mit liv har jeg været undervægtig. Ikke fordi jeg ville være det, men mere fordi sådan har naturen nu engang artet sig for mig. Det var ikke særligt pinagtigt eller traumatisk, men det har heller ikke altid været synderligt morsomt, på trods af tidens favoritisering af meget tynde mennesker. For en ting er at være ganske tynd, men når du samtidig er meget lille er forsvindingsgraden i store menneskemængder temmelig høj. Desuden har fladbrystethed aldrig været det store hit hos det andet køn, så hvor andre lavede blyantstesten lavede jeg toiletrullestesten. Hvor andre havde en kavalergang, havde jeg en tresporet motorvej.

Men tiden er forbi, hvor jeg uden at blinke kunne kværne en wienerstang til morgenmad og stadig veje 43 kg., hvor alt hvad jeg hældte i hovedet åbenbart fes lige igennem min krop. Gennem de sidste 2 år har kiloerne sneget sig på uden jeg rigtigt har lagt mærke til det og jeg er nu en lidt mere fyldig og hofterund kvinde på 50 kg. Jeg har aldrig vejet så meget i mit liv. Min datter er lykkelig, hun ligger selv i den røde zone (155 cm høj og vejer ca. 26 kg.), men kan nu sige til sundhedsplejerksen, at når hun nærmer sig de 40, vil hun hoppe op i den gule zone helt af sig selv.

Faktisk er jeg godt tilfreds, hvis det ikke lige var for tyngdekraftens evne til at få de ekstre kilo til at pege nedaf samt begrebet appelsinhud – halløj, hvad handler det om – på den anden side så sidder de sgu vældig godt, brysterne er rundere og formerne mere kvindagtige. Jeg er en lykkens pamjulefis…eller i det mindste julegris. Det er en helt ny æra der åbner sig op – fra at leve livet som den radmagre skal jeg nu til at være normalvægtig.

Og sådan udfolder mit liv sig med absolut store og spændende indsigter for tiden…jeg tror, jeg er en smule stresset!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *