Eat my Shorts

Tekstfragmenter til skrivebordsskuffen

Jeg har længe tænkt over hvad man mon skal betegne disse mange blogindlæg, men deres farvestrålende billeder af deres perfekte overskudsliv og handlinger. Selv modgang illustreres ud i det yderste med glimmer på kanten. Endeligt faldt tiøren for fru Gullach – så nu kalder jeg dem glansbloggere – pænt hugger fra glansbilleder, der jo blot er billeder med lidt lak og glimmer på.

Der er intet nedladende eller misundeligt i det – jeg elskede glansbilleder som barn, samlede dem i farvestrålende albums og det samme gør jeg i min rss reader – samler deres farvestrålende indlæg, så hverdagen er pyntet med lidt simili og drys. Og det er jo ikke så tosset.

Selv strikker jeg ikke en meter, men syr lidt af og til, har ikke 17 hjemmerørte chuntneys i køleskabet, men laver en god kimchi og kokkererer al sønnikes allergimad selv. Og så er jeg brugt op. Mit hjem hælder til den lidt nussede side, mine møbler er flossede og mit tøj primært fra H&M. Jeg ville godt ligne Carrie i Sex and the City men ligner mere Simon Jul i Slik mig Hvid. Jeg ville godt nippe anstændigt til et par hjemmegjorte kanapeer men hælder som regel en hurtig omgang økobiks ned og spiser som regel alt hvad der kommer min vej. Min udsigt er ikke tågetsmuk med et strejf af natur – den er grumsetsmogget med frit kig ind i genboens stue, når der ikke er trukket for.

Så glansbloggere – tak fordi I “Sex and the City” prettynizer mit feed, jeg holder af jeres billeder, jeres opskrifter og jeres pudsede ruder. Selv er jeg glad, bare jeg får børstet tænder to gange om dagen.

7 Comments

  1. God betegnelse… Glansbloggere… det er hermed adopteret. Du kunne kigge ind hos mig, mit indlæg fra i dag omhandler lidt samme emne…

  2. Det med sidebaren kan jeg ikke greje – med mindre du kigger det enkelte indlæg – så lægger sidebaren af en eller anden grund sig i bunden. Det er vist mig og templates der ikke rigtigt fungerer.
    Må få en vidende person til at se på det.

  3. Fedt ord, glansblogger!

    Well, med et kamera i hånden lærer man at styre udenom de fedtede ruder, de stablede bunker af blade, regninger og børnetegninger og nullermændene på gulvet (nææ, sådan én har jeg faktisk vist frem engang på min blog) og du har jo selv set mit hjem.

    Jeg viser noget af det, jeg gerne selv vil se på en blog. Det betyder dermed også, at jeg ikke udstiller min egen selvynk, min brokkanal og mine vildt negative sider. Dem kan hverken jeg eller andre bruge til noget som helst, udover at blive ved at køre i ring.

    Bloggen tvinger mig til at tænke og skrive positivt og det er slet ikke så tosset 🙂

  4. Mocca: Men det er jeg, så tag ikke fejl – jeg kan ikke undvære glansbloggerne og jeg er ikke et splitsekundt i tvivl på det hele menneske der står bag – nu taler jeg alene om bloggene 😀

Leave a Reply to Eat my Shorts Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *