Du fik åbnet din brystkasse og løftet din depression ud. Jeg forblødte i sorg – undskyld, det ikke var personligt ment. Du har ikke mere sorg end højest nødvendigt, jeg har en højest unødvendig sorg, der voksede alt for meget. Ud af hænderne, over hovedet.
Du hastede væk. Væk væk væk fra mig skyndte du dig. Som en blid vind, jeg blot husker på min hud. Du løb en sen fredag augustnat, det skulle have været fyldt med kærlighed og elskov. Min krop genvækker traumet hver nat kl. 4. Dit forspring var næsten 2 måneder. Jeg råbte fortvivlet efter den døve vind, der legende rev mig rundt. Nu skal jeg blot høre en susen, for at vågne forblændet.
Siden talte du ikke, du havde sagt, det du ville. Du har været så tavs. Stille somom du ikke længere trak vejret. Jeg har talt alt for meget med dig siden i mine tanker. Ord der alligevel ikke gør mere og andet end markere at tiden går alt for hurtigt selv i tavshed, Det er ikke ordene, der dræber, det er timerne.
December er kommet, du glemte mig i november. Udviskede mig med andre, med drømme og nye håb. Med små erotiske forfængelighedsstrejf. Der er så mange muligheder, der er så mange facinationer, der er så megen kærlighed. Så spredt et energitab.
Det var altid de andre kvinder, der var dit livs kærlighed. Der var altid et andet kvindenavn knyttet til dine erindringer. En dag er jeg også en bygning, et hjørne, et minde i din vandring. Jeg var hende, der blev elsket for lidt, for skævt, for sent. Jeg blev elsket en nytårsnat på Lotte hotel i Seoul, jeg blev bedraget en sommerdag ved Sacre Coeur. Begge gange var du mit livs kærlighed, for meget, for ofte, for tit.
Jeg er blevet et år ældre i tavshed. Jeg blev en kærlighed fattigere i sorg. Jeg gemmer min kærlighed – et implatat, der danner dybe smertefulde kløfter mellem din tavshed og mindet om dig.
Stillness…silence…space…sadness
Man må respektere døden og den tid, den æder. Jeg anerkender sorgen. Det er ikke vrede, det er sorg. En dyb gennemtrængende sorg. Det er vigtigt.
Læst… og læst igen… og…