Så er det slut – jeg vil skide på døde mødre, svigermødre, fædre og hele den eksterne familiemekanik. Nu har vi i 3 år taget på “besøg familien” tur til Slovakiet, Fyenshav og Vestervig, så nu har vi gjort vores borgerpligt og fortjener et år alene. Til næste år tager jeg i nikkende samråd med min kæreste min familie med til udlandet, kun os fem helt alene i den store viden verden. Der skal være solskinsgaranti, badevand og roomservice.
Med mit påpasselige husmoderbudget, den rette opsparingsform og i tæt fortrolighed med de to ældste bliver det sikkert enten Grækenland, Portugal eller Spanien. Madeira venter forøvrigt forude – en uge i julen bare kæresten og jeg, det er en gave fra ham, fordi han er god til at spille matador – den dygtige mand.
Jeg er desuden blevet mere og mere glad for charterrejser på mine gamle dage. Da jeg var 20 tog jeg med et foragteligt fnis på mit livs første charterrejse til Tunesien og det har ikke været den slags rejser, der har præget mit liv indtil nu. Men med 3 børn har hele konceptet både økonomisk og fysisk pludseligt fået en ny og anden (læs positiv) betydning – med en familie hvis økonomi ligner enhver anden 5 personers familie, der ikke tjener en bondegård og hvis interesser stritter lige så meget i hver sin retning som mit morgenhår, er successen hjemme. Min shoppeglade ældstedatter kan få lysten styret, min vandglade mellemste datter kan hoppe i et hav eller en pool hver dag og min yngste karateglade søn kan bedre finde jævnaldrende at tæske på. Jeg kan få lidt farve, læse bøger og udtænke gradiose fremtidsplaner og kæresten kan snuse rundt med sit kamera og forevige blomster og bier. Fuck, hvor er jeg blevet småborgerlig!