Jeg har i den seneste tid kørt et lille socialt medieeksperiment. Jeg har 1 gang om dagen postet en billedreference til min kræftsyge ven – digteren og forfatteren Kenneth Søgaard Krabat.
Udover at projektet i bund og grund handlede om at se de glimtvis smukke og sjove sider i en situation, der ikke er voldsomt morsom, uden at der skulle gå selvbiografisk “kræft-projekt” i det, så bruger jeg dette til at se hvor meget jeg kan tåle at punktere myten om mit eget “me-brand”. Hvad sker der når den evige række af kattekillinger, “OMFG-u don’t believe this” – spam vidoer og “mit liv er fantastisk” statusser bliver brudt at glimt af det virkelige, det grimme, det syge, det svære?
In your face motherfucker – I got cancer….det støder nogen, det griber andre, men først og fremmest mødes det af en tavshed – manglende likes, få og ingen kommentarer (og her tæller jeg bevidst Kenneths egen store vennekreds fra der tilgengæld nok skal ytre sig). Er der svært at like en fremmed, der står frem med sin sygdom uden patos eller episke narrationer? Er det nemmere at like kattekillinger og anden candy floss? Der ligger inden anklager i dette – jeg jagter ikke likes og det er svært at drage konklusioner på en lille projekt, der nemt drukner i kattekillinger og talentkonkurrencer, men der var en markant ændring.
Projekt skæg har naturligvis en soleklar cancer reference – men det handler lige som meget om transformationen af en inkarnet skægmand – om nedbrydelsen, udhulningen men også kampen om at bevare den mand, det hele startede ud med.
Uanset, nyd min lille hyldest til en kommende overlever!
“Er der svært at like en fremmed, der står frem med sin sygdom uden patos eller episke narrationer? Er det nemmere at like kattekillinger og anden candy floss?”
Ja, det er nemmere, at like kattekillinger og candy floss. Ikke fordi folk er kolde eller overfladiske; det handler om deres egen sårbarhed og afmagt.