Jeg har nu et seriøs bevis for, jeg er blevet gammel – da jeg var ung, passede jeg i min hjemby en lille børneflok på 3. Det var de sødeste børn – smukke, fornuftige, glade, harmoniske og veltilpassede – alt det jeg gerne ville have været som barn, og som jeg stræber efter, mine egne børn skal blive. Jeg husker, jeg beundrede deres familieliv – børn, der var frie, og velbegavede forældre, der så ud til stadig at elske hinanden. Jeg var 15 og de var bare små børn.
Adam, Sofie og David – gud ved, om de kan huske mig – jeg kan huske dem – de er nu fornuftige, glade, harmoniske veltilpassede voksne(ikke at jeg tvivlede på, de ville blive det, men for pokker – allerede!) med egen weblog – Thi, nu spør jeg dem Fru Heilbundt!!! Hvad gir’ I mig – og så endda David, der blot var en ganske spæd dut, der ikke ville passes af mig, men lå og skreg i sin seng, indtil storebror forbarmede sig og fik ham til at le – jeg husker ham, da han bare var en bule på sin mors mave. Ach, med et trylleslag blev jeg voksen på nettet. Adam, som jeg byggede legotårn sammen med, der alle blev hugget om af hans drabelige sværd og Sofie, der puttede sig ind til mig i sofaen og faldt i søvn i mine arme med en tåre i øjenkrogen af forældresavn og som jeg bare måtte knuselske, fordi hun var en yndlig lille trut med gammelkloge bemærkninger.
Se, så er man ved at blive gammel – når man forundres over, at de, som blot var små børn dengang, nu er voksne mennesker med uddannelse og sikkert også venter egne børn lige om hjørnet. Jeg tør slet ikke tænke på, at da jeg var 18, arbejdede jeg i en børnehave – de render nu alle rundt som voksne (nogle med weblog) og jeg kan sikkert ikke genkende dem i min massive fornægtelse. Fuck….jeg som stadig ser ung ud og stadig drømmer om at lave en masse andet, end det jeg gør nu…er det kun en illusion?
Erkendelse har det med at ramme én i nakken som en kanonkugle, der giver massiv hovedpine. Men søde det var de nu de små unger.