I debatten som blusser op omkring interantional adoption støder jeg ofte på antagelsen om, at vi, der er kritiske overfor denne konstruktion, ofte er ulykkelige individer, hvor adoptionen af en eller anden grund er fejlslået. Det er ganske enkelt noget forvrøvlet sludder og af samme grund vil jeg gerne være med til at punktere en række myter konstrueret om den lykkelige internationale adoption.
Rigtigt mange borger for, at hvis adoptanterne eller den adopterede selv føler en personlig lykke ved sin egen tilstand – så er det lige med en lykkelig adoption.
For de adopterede oplever jeg ofte at deres lykkegetaltning er konstrueret af rene myter og det er disse myter, jeg gerne vil adressere.
1) Myten om at mine biologiske forældre elskede mig så højt at de sendte mig til et andet land for at få en god opvækst.
– Dette er nok den mest sejlivede emotionelle konstruktion, som oftest går rent ind hos langt de fleste – opvokset med en idyllisering af kærlighedsbegrebet, sukres adoptionsfortællingen ind i en konstruktion om en ligeværdig udveksling mellem 2 forældrepar med rendyrket kærlighedsfokus på barnet. Der er bare det lille aberdabei , at dels så er der reel ingen evidens for disse imaginære biologiske forældres kærlighedsaccept af bortgivelsen og dels så er det ofte helt andre barske realiteter, der præger adoptionskonstruktionen. Den mest fundamentale forklaring er, at der ikke er nogen ligeværdig magtrelation mellem de to forældresæt – den ene kommer men både den financielle og den kulturelle overvægt, der som oftest trumfer det forældresæt, der står i en underskudssituation. Det er ganske enkelt en handelstransaktion med børn og penge som vare og valuta. Der er en mangel i vesten + der er en produktion i andre lande = en mulig udbytning opstår – der opstår ganske enkelt en industri omkring denne udveksling. Efterfølgende opstår idylliseringen – men grundlæggende ønsker ingen og slet ikke adoptanterne at se på det faktum, at de med ønsket om at skabe familie med børn er med til at holde gang i en menneskehandel. For var der en financiel og kulturel forstrækning i afgiverlandene, ville i langt de fleste tilfælde de “enlige mødre”, de “fattige forældre” eller “et ressourcesvagt samfund” tage sig af de “stakkes børn”. Vi kan jo se på vores eget samfund – hvis international adoption er en selvfølgelighed, hvorfor adopterer Danmark ikke de få reelt forældreløse børn vi producerer, ud af landet?
2) Myten om at det er bedre at børn kommer til en velfungerede land, til forældre der elsker dem end sulter på gaderne, hvor de er.
– dette er et argument tildels baseret på det faktum at det er lykkes modtagerlande at manifestere idéen om at de børn de adopterer er sultende stakler, der ville lide en kummerlig skæbne uden en indgriben i form af adoption krydret med det er et emotionel visuelt argement, de fleste kan forholde sig til. Men det er jo at sammenligne pærer med bananer. For hvis vi skal lave denne sammenligning, så er adoption at sidestille med enhver anden form for ulandsbistand – og så kan jeg være en smule kynisk og mene at det er nok den mest ineffektive form for bistand man kan give, fordi dels er omkostningerne tårnhøje og dels ville nok langt de fleste mene, at bistand skal gives med henblik på at afhjælpe problemet på stedet og ikke fastholde problemet og uddybe det. Så ved at poste store summer penge ind i en løsning, der splitter forældre og børn, så er der ikke noget reelt incitatment for at løse problemet. Så når børn i Calcutta sulter, så er den mest effektive løsningen ikke adoption af disse børn. Ovenikøbet så er ønsket om spædbørn blandt adoptanterne ofte så markant, at de er sjældent er sultne gadebørn, der adopteres – det er ofte rene, velafrettede børnehjemsbørn eller børn i reelle familier der bortadopteres, fordi adoptanter er krænse forbrugere – de vil have velfungerende, smukke børn, der kan fungere uproblematisk ind i en vestlig familie – for at sætte det på spidsen men ikke helt, for man kan blot gå tilbage til debatten om adoptionen af børn fra rumænske børnehjem, der ikke viste sig at være så rene og velafrettede og læse hvordan en række forbrugere ganske enkelt følte sig snydt.
3) Myten om at en upoblematisk barndom og et kærligt familieliv er lig med en lykkelig adoption
– Ofte lyder røsterne fra både adopterede og adoptanter at de har haft en lykkelig barndom og familieliv og derfor kan de slet ikke forstå de kristiske røster. Og det er dejligt at høre – det mener jeg uden skyggen af ironi – men det er bare ikke nogen valid argumentationen. dels kan man ikke lave en kortslutning om at en lykkelig barndom for den enkelte, er argument nok for en samfundskontruktion og del hører vi oftest ikke fra den biologiske side – har det været lykkeligt og urpoblematisk for dem? For en lykkelig adoption er vel kun lykkelig hvis alle partner er med på den lykke? Eller er det forsvarligt at sige at hvis blot 2 parter er lykkelige, så er adoption som model brugbar? Eller hvad nu hvis kun 1 part er lykkelig – er modellen så stadig i orden? Og denne lykkelige og uproblematiske barndom med forældre der elsker – kunne den have forekommet i en anden konstruktion end den adoptionsmodellen?
4) Myten om at barnets tarv altid varetages bedst i en vestlig kulturel forståelse af kernefamilie.
– Det sjove ved forståelsen af barnets tarv er dels at den altid i den enkelte adoption er varetaget – hvis man spørger de involverede og dels at tarvet ofte varetages bedst i en vestlig kernefamilie.
Alle taler meget højt om barnets tarv og tillad mig et lille tankeeksperiment her. Lad os antage at barnets tarv primært varetages bedst ved at vokse hos et biologisk sæt forældre. Hov hov, vil Adoptions nog Samfunds formand populistisk bryde ind – der er jo børn som er udsat for incest (det nemmeste og mest forståelige argument at trække) – og ja det er der, men da hovedparten af børn, der adopteres i Danmark er under 2 år vil jeg mene at raten af incentramte børn blandt den gruppe, er forsvindende lille – men det trækker jeg jo gerne i mig når jeg ser evidensbaseret forskning der peger på noget andet. Så tilbage til udgangspunktet – barnets tarv er at blive hos et sæt biologiske forældre antager vi. Hvorfor overvejer alle disse familier der så gerne vil barnets tarv ikke at understøtte barnet i at blive hos sine biologiske forældre? Hvorfor antages det automatisk at det barn man modtager har det allerbedst i en vestlig hvis familie med danske normer?
Vi måler barnets tarv og lykke i materilistisk velstand og negligerer at lykke og tarv kan eksistere i lige så høj grad i en velfærdstand der er lavere eller blot anderledes. Og der er rent faktisk evidensbaseret forsking, der viser at andre former for adoption fungere mindre problematisk end den internationale. At adoption i nærmiljø og i familien kan vise sig at være bedre for barnet end markante skift og ulige strukturer.
Jeg er fuldt ud klar over at jeg er inde og røre ved hjerteblod – at familer og kærlighed til sige børn uanset hvordan de er skabt ind i en familie er svære størrelser at debattere – men af selvsamme grund finder jeg det dybt problematisk, at vi i vesten har skabt en industri af kød og blod for at opfylde en fundamentalt behov hos en række voksne individer. Og med fare for at vække endnu et ramaskrig, så ville langt de fleste af disse adoptanter sagtens kunne forstå, at man ikke skal handle med mennesker når det gælder prostitution og alt for billig arbejdskraft – men når det kommer til børn vender man det blinde øje til.