Det er altid svært for mig at skrive om Korea – endsige fortælle om, hvorfor jeg savner en by, jeg ikke kan erindre. Men summa sumarum er, jeg længes og hvor gang jeg får en bid af byen, efterlader det mig bare med en endnu større sult.
Hvis du spørger mig til alle seværdighederne, kan jeg kun sige, jeg ikke har set ret mange, hvis du spørger mig, hvad der står på menukortet, kan jeg kun sige, jeg ikke kan læse det – for Seoul handler for mig om andet og meget mere end turistens besøg til eksotiske steder.
Seoul er mit livs gåde, fra jeg ankommer i lufthavnen til jeg tager afsted igen bombarderes jeg af millioner af ansigters potentiale – nemlig potentialet i at repæsentere biologisk familie. Jeg kan genkende træk i langt de fleste ansigter fra koreanske venner og bekendte, men aldrig mine egne. Jeg er blind for mit eget udseende og spekulerer på, om jeg nogen sinde ville kunne genkende mig selv, selv hvis jeg er så heldig at finde mine biologiske rødder? Ville jeg kunne se trækkene og forstå at dette er en del af mig og jeg en del af dem?
Sjovt nok er det eneste træk, jeg kan genkende symbolsk: Jeg er et smertehjerte barn af byen – der er et kæmpestort fourenet virvar af gader og bygninger – og jeg ligner byen, som den ligner mig – foranderlig, skæv og umulig at besidde.
At være adopteret er en markant del af mig og min person – jeg lever det hver dag, så Seoul med alle dens irritationer, langstrakthed og lugte, er den krog i kødet, der opvejer danskhedens kulde, rene linier og saltede mad. Jeg elsker begge dele, men som det utaknemmelige barn, jeg altid vil blive stemplet som, længes jeg efter det, jeg ikke kan besidde og det er Korea.
Jeg kom ikke nærmere, men jeg har ikke givet op. Jeg er denne gang gået til medierne for at finde de forældre, det ikke vil findes og så mødte jeg en del nye bekendte, som jeg havde det frygteligt sjovt med, men mest af alt havde jeg tid til at være lidt alene i byen, så den indtog mig, som jeg indtog den. Jeg vender tilbage til næste år.