Jeg har to børn og derfor også 2 mødregrupper. Og især den ene samles hver 2. måned for at vende verdensituationen. Tiden hvor vi snakkede bleskift og andet er forlængst forbi og indrømmet, så taler vi mest om 1., 2. eller 3. mand, job, sex og rejser, men vi taler stadig om vores børn – meget endda. Men her er det jeg på en eller anden underlig måde føler mig ved siden af – jeg har ganske simpelt ikke problemer med mine børn. Jeg kan ikke engang få fremprovokeret en lille bitte “de-plager-for-meget-i-supermarkedet-krise”!
Mine børn er selvkørende, selvmotiverende og yderst velfungerende socialt. Min 14 årige datterer brølende teenager, men opfører sig forbløffende eksemplarisk. Hun har tudet lidt over sin strenge mors præmis for at hun kunne gå til Gallafest i Ungeren (nemlig at jeg skulle med for at sikre hende, men hun behøvede ikke sige jeg var hendes mor – hun betakkede sig og blev hjemme), hun har protesteret over uretfærdigheder som at hun ikke måtte være sent ude søndag aften, men har overhold aftalen uden slinger i valsen. Hun har af og til fået lektioner i, hvordan man opfører sig, men aldrig har hun været noget problem. Min 8 årige søn har været lidt ked over legekammeratsituationen, men er ved at få styr på det igen, læser flydende, regner som en knag og spiller glimragende fodbold. Han er lige ved at lære at svømme og er en kærlig dreng, der stadig gider kramme.
Det er bare ikke er en særlig god historie i mødregruppen og derfor spekulerer jeg som en gal på hvad jeg dog skal gøre for få lidt credit i den gruppe. Jeg må til at tæske mine børn lidt mere, så de kan blive til uvorne, oprørske, grønhårede revolutionister. Problemet er at det vil sikkert gøre mig pavestolt, da jeg frejdigt har proklameret at min opdragelse har slået fejl, hvis ikke mine unger er venstreorienterede revolutionister når de er 16 (de skal lære at danne deres egen mening, hvor unuanceret den end er og handle derpå).
En af mine mødrecompadros deklamerede i dag, at jeg ikke har prøvet at være “rigtig” forældre fordi mine unger er så pokkers nemme – men ærlig talt jeg kan ikke gøre for det – jeg har prøvet at gøre dem til skæve, besværlige hoveder og det er ikke lykkedes. tro det hvem der kan med den mor! Jeg satser på at blive ramt af boomerangen lige i nakken, nu hvor jeg så frejdigt har udtalt mine manglende problemer men indtil da ser jeg dem begge ind i øjnene, ser overskuddet og kærligheden og føler jeg har fået alt, hvad jeg fortjente i dette liv.