Jeg husker min egen konfirmation som en let vattet omgang bestående af fortrykte invitationer og bordkort, min mors konfirmationskjole lagt ind, en frisør der krøllede mit hår dagen før, et arveguldkors og en ny salmebog, 25 gæster i et hotellokale med den sædvanlige omgang stjerneskud, dyreryg, islagkage og kaffe og højtbelagt godnatsmørrebrød.
Jeg fik guldsmykker, 2 penolsæt og telegrammer – alt sammen noget, jeg ikke havde ønsket mig.
Datidens sene 70’erudgave af konfirmationen har transformeret sig og jeg er ikke sikker på, om det afspejler min sociale formåen eller blot er et typisk tegn på materialismens udvikling.
Men konfirmationen anno 2006 lyder på: håndlavede invitationer og bordkort, håndtrykte menukort, specialsyet designerkjole med dyrtindkøbte designersko. Frisør til håropsætning, salmebog, arvesølvkors og arvekniplingslommertørklæde, 52 gæster i et poshselskabslokale med antipasti, tournedos, paradis-is og Peter Beirchokolade samt hvidløgsbaguettes og tomatsuppe til natmad.
Tøsebarnet kan sikkert se frem til elektroniske dimmere, penge og rejser – alt sammen noget hun ønsker sig.
Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at et konfirmationsarrangement kunne fylde så meget og der dukker hele tiden nye ting op.
Jeg mangler stadig at skrive tale færdig, lave og arrangere billedslideshow, klæde mig selv anstændigt på og aftale håropsætning – finde en anstændigt fotograf (hvad med dig, kan du tage billeder?), indkøbe scrapbog samt alle de andre deltaljer ingen har fortalt mig popper op.
Jeg tror, jeg eksisterer i min egen krop igen efter den 2. april – indtil da er jeg en konfirmations-zilla.