Endnu en grund til ikke at blive politiker – jeg er en rigtig ringe forhandler. Efter et lidet vellykke rollespil i min fagforening, hvor jeg skulle forhandle mig til en klækkelig lønforhøjelse endte min tunge med at gå i kludder og jeg fik fremstillet mig selv om en selvhøjtidelig klovneagtig nar uden argumenter. Og det var faktisk ret pinsomt, selvom det bare var et rollespil. Men…men…kunne man så begynde – men der er rent faktisk ikke noget “men”, jeg ved det godt – jeg ejer ikke talentet til forhandlingens kunst.
Ting er sort/hvide i min kyllingehjerne – i mine øje har jeg enten fortjent en god løn eller også har jeg ikke. Sådan ser verden ikke ud for en arbejdsgiver, det ved jeg godt og måske derfor er jeg ikke den mest lønførende person i min omgangskreds.
Det sjove er, at jeg er en fantastisk coach, der har hjulpet en del venner gennem ansøgninger, jobsamtaler og lønforhandlinger – jeg kan bare ikke selv.
Så nu har jeg investeret i en personlig coach, der skal hjælpe mig til at overleve de næste 25 år på arbejdsmarkedet. Det glæder jeg mig til og regner med der kommer en del slagfærdige sandheder på bordet.
Note til mig selv: hold nu kæft Charlotte, når du er ude på dybt vand.