Udover min accent, der skinner igennem når jeg siger skåårte, jåårbær å såån så har jeg erkendt, jeg er temmelig jysk oppe i mit hoved. Når jeg siger jydsk, så er det i min egen fordomsfulde stereotypier af jyder.
Jeg vil her afsløre et af min mindre appellerende eller skal vi sige charmerende karaktertræk – jeg er nemlig sådan en naturalieøkonomi-lad-os-klunse-bytte-os-til-en-forståelse-du-gør-mig-en-tjeneste-jeg-gør-dig-en-gratis-ja-tak-samler. Hvad er så det? Det tager sikker et utal af former, men jer er sådan en, der er opmærksom på alt, der er gratis, fordi det nok kan bruges på et eller andet tidspunkt eller kan byttes til noget, der kan bruges. Det er en svaghed og jeg kan ikke komme over det – så hvorfor ikke gøre det til en kunstart? Jeg siger næsten altid ja, hvis nogen spørger, om der er nogen der vil have rester med hjem (med mindre det er rosenkål) – fordi jeg hader at maden går til spilde. Kan jeg ikke spise det, kan kattene sikkert eller også kan det med garanti fryses (behøver jeg nævne at jeg hver kvartal ofte smider udefinerbar glemt frossen mad ud). Ja, jeg påstår ikke at det i det lange løb altid er fornuftigt – det handler om at mit jydske hjerte ikke kan få mig til at overse en potentiel sparemulighed.
Da jeg var studerende med barn (og det var før ekstraklip og alt det gejl), overlevede jeg på den måde – jeg tog altid den tomme flaske med hjem, jeg mødte på min vej (det svarede til 1 gratis æble og frugt var det vi slet ikke havde råd til), jeg genbrugte næsten alt og jeg tog selv pulverkaffe med i en lille beholder – fordi kogende vand med mælk var gratis i kantinen (et tip jeg har givet videre til mange studerende). Se, dengang kunne jeg med tilfredshed udøve min sparelidenskab i fuld offentlighed – fordi alle kunne forstå, at en studerende mor med et lille barn ikke havde en krone – i dag er det mere pinligt. Men hvordan får man forklaret sin omverden man godt kan lide at spare uden at fremstå som verdens største gnier? Hvordan forklarer man andre, at man gladeligt tager de små gratisposer med instantkaffe fra hotelværelserne plus de indpakkede sæber og renseservietter, fordi de er så gode at tage med på familieskovturen? Lyder det ikke lidt sølle, når man prøver at fremstamme, at grunden til man scorer alle de små stykker indpakkede valhronachokolader fra vennernes kaffekopper er at de er geniale at hænge på ungernes fastelavnsris eller effektivt kan lukke skrigende munde på en lang biltur?
For det at spare vækker ikke den største forståelse hos de fleste – man bliver ofte sat i bås med, man er nærig og ikke-givende, men ærlig talt – jeg mener, man kan være givende på mange planer – jeg siger sjældent nej, hvis nogen beder mig om en tjeneste, der er altid plads til én eller to mere til ved mit middagsbord (hvis du vil spise det, der serveres, for vi laver ikke særlig mad til dig :-)), kaffe kan brygges i løbet af kort tid og rødvinsproppen popper gerne af, hvis du kigger forbi. Jeg kan bare ikke lade være med at score de gratis ting eller prøve at få en vare billigere. Fordelen ved denne lille mani, er at mine unger og jeg laver mange ting selv. Vi bager selv kagemænd til fødselsdagene, laver selv julepynten og tegner selv til-og-frakort samt de udsendte julekort, fordi vi kan spare og fordi vi mener, vi kan gøre det næsten lige så godt.
Der er dog grænser – jeg ser ikke alle disse spareprogrammer, for det handler ofte om at erstatte en rimelig kvalitetsvare med en billig skodvare, der ligner – og det er ikke sådan jeg vil spare. Jeg vil gerne have kram og kvalitet. De fleste ægte jyder, jeg kender, køber f.eks. altid det billigste kød – for kø’ er kø’ – men sådan har jeg det ikke. Ærlig talt, jeg ville aldrig gide score kinderæg på cafeen – kun de lækre små valhronabidder. Jeg vil have kvalitet – lækker kvalitet – men billigst muligt og jeg har gjort det til en rendyrket kunst at skaffe det. Og her er nettet og auktioner en guddommelig ting.
Jeg har det i bund og grund bedst med at spare og betale kontant – jeg sparer gerne på tøj (ikke sko), byture, sparer op gennem et helt år og så køber jeg et eller andet sindssygt ekstravagant, som jeg har ønsket mig i en mulliard år. F.eks kæresten fotoudstyr (ja, han fik både ekstra hukommelse, flash og ekstra batterier med i pakken – for man er vel kræjler). Af og til vælter planerne og besparelserne som da vores lille Punto røg – vupti, kan du sige farvel til opsparing til videoudstyr – det bliver i år 2006 – tidligst – arrrgghhhh.
For her kommer sandheden – alt det spareri gør mig ikke rigere – jeg er stadig en fattigrøv på 1. række, der af en eller anden grund ikke kan få pengene til at slå til trods sindige regnskaber og nøje bogføring. Så ærlig talt, det handler ikke om at spare – det handler om lidenskab og natur. Når jeg f.eks. køber et medlemskab til Statens Museum for Kunst, fordi man lige nu kan få 2 års medlemsskab for 1 års pris – så skal jeg jo stadig rykke ud med pengene nu, selvom jeg får dobbelt tid på kortet og jeg kan garanteret ikke mærke besparelsen til næste år, hvor den reelt træder i kraft. Nej, det handler om, jeg simpelthen ikke kan lade være. Så, der blev det lig luftet.